Bilisters retssikkerhed halter i mobilsager
Får man en bøde for at benytte håndholdt mobiltelefon i bilen, er der ikke meget at stille op. Man kan nemlig ikke få lov til at fremlægge væsentlige beviser, som taler for ens uskyld
Man skal passe på med at klø sig i øret, pille ved sine øreringe eller i det hele taget have hånden i nærheden af hovedet, når man fører bil. For hvis politiet fejlagtigt mener, at man har benyttet håndholdt mobiltelefon under kørslen, kan man få svært ved at bevise sin uskyld.
Højesteret har nemlig i en kendelse i forbindelse med en retssag fastslået, at bilister ikke har krav på at få fremlagt teleoplysninger, som ellers kunne bevise ens uskyld, og det bekymrer FDM.
”Det handler ikke om at forsvare dem, der overtræder loven. Men hvis man er uskyldig, så skal man have mulighed for at få fremlagt udskrifter fra sit teleselskab, som kan bevise, hvorvidt man har talt i mobiltelefon eller ej. Det er et helt afgørende retsprincip i straffesager, at man har mulighed for at føre de nødvendige beviser. Ellers er det bare éns ord overfor politibetjentens, og betjente er også bare mennesker og kan tage fejl,” siger Per Alkestrup, afdelingsleder i FDMs rådgivning.
FDM sammenligner det med den praksis, der i mange år herskede på parkeringsområdet, hvor p-vagten som udgangspunkt altid havde ret. Den praksis blev der gjort op med, og i dag er der krav om, at p-vagten skal sikre sig fotodokumentation.
Tilsvarende mener FDM, at bilisterne skal have lov til at få fremlagt samtaleudskifter, så de kan bevise, at de ikke har talt i mobiltelefon på det pågældende tidspunkt.
”Problemet er, at det kræver en dommerkendelse, hvis teleselskaberne skal udlevere oplysninger om både ind- og udgående opkald på en mobiltelefon. Så som det er nu, kan man kun dokumentere udgående opkald, og det er ikke nødvendigvis nok mod politiets ord. Det er bekymrende for retssikkerheden”, siger Per Alkestrup.
FDM fører normalt ikke straffesager for medlemmerne, men da der er tale om sager, hvor det handler om bilisternes retssikkerhed, har FDM valgt at bistå medlemmerne, så de kan få prøvet sagerne ved domstolene. Det er i forbindelse med én af disse sager, at man har søgt om at fremlægge samtaleudskrifter, og det har Højesteret altså sagt nej til.
Det koster en bøde på 1.500 kr. at tale i håndholdt mobiltelefon. Flere af de sager, som FDM fører, er dog af ældre dato, hvor bøden kun udgjorde 500 kr.