Syddjurs Award med stærke indslag på programmet
Der er fortsat ledige pladser at få i Kom-Bi Hornslet til årets Syddjurs Award 2013 torsdag 6. marts, hvor dans, sang og musik kryder prisregnen
Verdensmestrene i latinamerikanske danse for professionelle, Michelle Abildtrup og Martino Zanibellato, leverer et forrygende show ved Syddjurs Award 2013 i Kom-Bi Hornslet torsdag 6. marts.
Michelle Abildtrup er tidligere Rønde-pige og startede dansen hos lokale Bekker Dans, før turen gik til Aarhus og videre ud i den store verden, hvor hun mødte italienske Martino Zanibellato, som nu er hendes faste dansepartner og kæreste.
Syddjurs Award arrangeres som et samarbejde mellem Lokalavisen og Syddjurs Kommunes kulturafdeling.
Award'en fik sin ilddåb i 2013 og er først og fremmest en hyldestfest for de mange mennesker, foreninger, kulturpersonligheder og klubber, der er med til at få Syddjurs til at hænge sammen i hverdagen.
I år overrækkes der hele syv priser.
Prisregnen suppleres af masser af underholdning med et lokalt tilsnit.
Ole Frimer og Palle Hjorth
I den musikalske afdeling kan Syddjurs Award blandt andet præsentere guitaristen, komponisten og sangeren Ole Frimer, der har været en fast bestanddel af den danske blues-rockscene i lang årrække.
Ole Frimer, der bor i Ryomgård, tager sin tagenttroldmand fra Ole Frimer Band, Palle Hjorth, med i 'biografen', og sammen sørger de for at sparke to numre fra bandets nye cd ud over rampen.
Stort bliver det også i enhver forstand, når Hornslet Kirkes faste organist, Thomas Lennert, skifter orglet ud med et klaver og sammen med 30-40 medlemmer fra kirkens voksen- og ungdomskor fylder rummet med sange af Coldplay og Leonard Cohen.
Teater og dans
Syddjurs Egnsteater medvirker naturligvis også med et lille teaterstykke målrettet Syddjurs Award.
Det bliver ikke kedeligt, og det gør det heller ikke, når danserne fra Shanghai Akademiet, Syddjurs Musikskoles og Syddjurs Ungdomsskoles talentlinie for unge sangere, dansere og musikere mellem 12 og 18 år, får scenen til at ligne New York i myldretiden i højt tempo.
Operasanger og humorist med mere, Hans Dueholm, sørger for at kæde programmet sammen ledsaget af hold af hjælpere og teknisk chef Kristian Krog, venligst udlånt af Ny Malt.
Biografens store lærred bliver naturligvis også udnyttet i løbet af aftenen til at vise de nominerede til de syv priser og høre nogle af indstillerne begrunde, hvorfor de lige valgte at pege på ham eller hende.