Måske en ekstra chance til omstridt Jelling-fabrik
Nyt flertal vil genoptage og forlænge den midlertidige miljøtilladelse til FermentationExperts A/S
Den omstridte Jelling-virksomhed, FermentatiopnExperts/European Protein, får måske en ekstra chance for at redde sin produktion og indføre foranstaltninger, der kan fjerne den generende lugt fra tørreriet.
"Jeg har netop indkaldt til et ekstraordinært møde i Natur- & Miljøudvalget," siger Peder Hummelmose (V).
Venstres tre og udvalgsmedlemmer og Dansk Folkepartis enlige har i fællesskab bedt om at få sagen om FermentationExperts midlertidige miljøtilladelse til det omstridte tørreri genåbnet. Spørgsmålet om en midlertidig forlængelse blev i december afvist af et snævert flertal i udvalget. Men ved nytår tiltrådte det nye byråd, og udvalgets sammensætning er nu anderledes.
"Udvalget har syv medlemmer. Så med tre venstrefolk og én fra Dansk Folkeparti burde flertallet for en forlængelse være på plads. Men nu må vi se," siger Peder Hummelmose.
Han lægger op til at give FermentationExperts to måneder ekstra til at løse problemet med den generende lugt.
"Altså to måneder til at etablere en løsning - ikke til at fremlægge en løsningsmodel, men til at etablere den. Hvis en løsning kræver en højere skorsten, må det spørgsmål snarest behandles i Teknisk Udvalg," siger Peder Hummelmose, som selv er formand for Teknisk Udvalg.
Han tror selv på, at en løsning kan godkendes og etableres inden udgangen af februar.
FermentationExperts tilladelse til tørreriet udløb ved nytår. Virksomhedens produktion må gerne køre videre, men tørreriet skal ligge stille. Fabrikken har oplyst, at man kun kan fortsætte på dén måde i ganske få dage.
Det ekstraordinære møde i Natur- og Miljøudvalget er planlagt til at foregå på mandag klokken 10.