Klar til at bygge 72 lejeboliger for gør-det-selv familier
På den sydlige del af Teglmosegrunden i Albertslund skal AKB opføre AlmenBolig+ byggeri – beregnet til mennesker, som får en lavere husleje mod selv at skulle stå for vedligeholdelse af boligerne og udearealerne
På den sydlige del af Teglmosegrunden, den der støder ud til Stensmosevej i Albertslund, er det nu gjort muligt at bygge ca. 72 såkaldt Almen+ boliger. Almene boliger til mennesker, som er indstillet på at stå for en del af vedligeholdelsen af husene og udearealerne. Til gengæld er huslejen så lidt lavere end i traditionelt alment byggeri.
Det er AKB, der har søgt om at bygge boliger der, og kommunalbestyrelsen har på sit februarmøde vedtaget lokalplanen, der gør det muligt.
På mødet sagde Leif Pedersen (SF):
"Der er sket mange ændringer i forhold til lokalplanforslaget. Bl.a. er antallet af boliger faldet fra 110 til 72, og boligerne er trukket væk fra naboebyggeriet ved Tornegårdsvej og Morelgården. Her er mulighed for at opføre boliger af meget høj energistandard".
Steen Christiansen (Soc.) sagde, at "efter tæt dialog med nabobebyggelserne, er ændret ved en planlagt miljøstation – der nu bliver til to. Desuden bliver facaderne overvejende lyse"
Brian Palmund (V) sagde, at Venstre ikke ønsker flere almene boliger i Albertslund,, heller ikke selvom der er sket mange tilretninger i sagen.
Bodil Marie Garde (Enh.) sagde, at Enhedslisten normalt er glad for almene boliger.
"Men det her dækker over det modsatte af at give plads til alle kommunens borgere. Det er for elitært, og der er ikke mindre boliger nok og arbejdsløse vil få meget svært ved at komme i betragtning til en bolig her. Derfor stiller vi ændringsforslag om, at man i lokalplanen gør forslag til bolig fra 65 m2 – så man kan tilgodese enlige, som sagtens kan være ressourcestærke".
Allan Høyer (DF) sagde, at det er vigtigt at få mindre boliger.
"Men vi kan ikke stemme for at give plads til flere almene boliger i Albertslund. Vi mener til gengæld, der bør bygges flere seniorboliger, så vi kan få frigjort parcelhuse til børnefamilierne – de kommende skatteyder".
Leif Pedersen sagde til Brian Palmund, at det her jo er noget andet end traditionelle almene boliger. "Hvorfor ikke prøve det af?", spurgte han.
Til Bodil Marie Garde sagde han, at SF godt kan have sympati for at give mulighed for mindre boliger.
"Men det her boligområde er unikt, både i forhold til konceptet og til de borgere, det skal tiltrække. I stedet vil vi hellere kæmpe for at holde fast i små boliger i de eksisterende, almene boligområder", sagde Leif Pedersen.
Steen Christiansen sagde:
"Det er fornuftigt, at vi prøver at lave et alment boligområde for almindelige mennesker. Her er det vigtigt, at boligområdet målrettes familier, der kan tage del i pleje og vedligeholdelse af området. Vi tror, det kan blive et rigtigt spændende boligfællesskab".
"I forbindelse med renoveringer har vi i øvrigt sammenlagt en lang række boliger bl.a. i Kanalens kvarter, og jeg er sikker på det samme vil ske, når vi skal i gang med renoveringer i de næste 14-15 boligområder i byen. Så det at opføre 72 boliger til børneglade familier vil ikke være negativt udslagsgivende for den almene sektor. Tværtimod tror jeg det kan blive et forbillede for den almene sektor", sagde Steen Christiansen.
Enhedslistens ændringsforslag blev stemt ned. Dansk Folkeparti og Enhedslisten stemte for – resten imod.
For selve forslaget stemte 12 – Socialdemokraterne, SF og De Radikale.
Hermed blev lokalplanforslaget vedtaget.
brie
Hent planen for byggeriet fra Albertslund Kommunes hjemmeside