Fortsæt til indhold

Akbar til job-samtale efter TV-optræden

Akbar Khan var en af de udlændinge, der blev præsenteret i TV-Avisen på DR, som ikke kunne finde et job, der svarede til hans kvalifikationer, men så slog Allerød-firmaet Syskon til

Samfund
Tekst og foto: Mads Hussing

Det var en god mulighed for Akbar Khan, da han fik mulighed for at være med i TV-Avisen, der ville sætte fokus på greencard til udlændinge, der kommer til Danmark for at arbejde.

Akbar Khan havde fået et greencard, men kunne ikke skaffe arbejde, som han ikke var overkvalificeret til. Da Christoffer Witt Qvist, partner i Allerød-virksomheden Syskon, så det, så tog han kontakt til TV-Avisen, der sørgede for at Akbar Khan og Christoffer Witt Qvist mødtes. De blev enige om, at Akbar Khan får en uge som føl i virksomheden, hvor han skal følge en medarbejder.

"Hvis vi kan blive enige efter den periode, så håber vi på, at Akbar kan starte her," siger Christoffer Witt Qvist, der regner med at ansætte yderligere seks mand det kommende år.

"Jeg er meget overrasket over, at der var så stor opmærksomhed efter indslaget i TV-Avisen," siger Akbar Khan til Allerød Nyt.

Han har prøvet mange ting for at få et job i Danmark, men han taler ikke dansk, og det er et stort problem.

"Sprogbarrieren er den største udfordring. Jeg havde fået af vide, at mange talte engelsk i firmaer, så der ville ikke være nogen problemer, men det var der. Jeg har søgt på alle jobportaler og 99% af jobbene indebærer, at man kan tale dansk. Jeg var perfekt uddannet til et job i en kommune, men der skulle man også kunne dansk, så jeg blev afvist," siger Akbar Khan, der har søgt masser af job.

"Jeg har prøvet at finde et hvidt job i lang tid. Et sort job er nemt at finde, men så får man måske 30-40 kroner i timen, og det vil jeg ikke. En af mine venner, der også havde fået et greencard til Danmark, er taget til Tyskland og har fået arbejde dernede," siger Akbar Khan.

Akbar Khan tog sin bachelor-eksamen i hjemlandet Pakistan, inden han studerede i England og tog en Master på University of Sheffield. Nu går han i skole i Danmark for at lære dansk.

Christoffer Witt Qvist og Akbar Khan på tur rundt i virksomheden, der ligger på Gydevang i industrikvarteret i Lillerød.

Burde mødes på et website

"Der burde laves et website, hvor vi kan finde hinanden. Der er et stort kommunikationshul mellem virksomhederne og dem med greencard," siger Christoffer Witt Qvist, der bliver bakket op af Akbar Khan:

"Man skulle kunne præsentere sig selv, sin uddannelse og sine evner på et website."

Akbar Khan kan fortælle om doktorer, der er opvasker.

"Det er total spild af talent. Danmark får samtidig et dårligt ry blandt de højtuddannede, for de får af vide, at de eneste job der er i Danmark, det er indenfor rengøring eller som opvasker," siger Akbar Khan, der selv ser sin fremtid i Danmark. Især hvis han får et job.

"Det største mål er at få et job. Mine forældre har en gård, så hvis det her ikke virker, så ender jeg på en gård i Pakistan," siger Akbar Khan.

"Vi går glip af gode hoveder, det er helt sort, at folk der er kompetente, ikke kan finde et ordentligt job. Vi ved bare ikke, at den type mennesker findes," siger Christoffer Witt Qvist, som mener, det er det offentlige, der skal sørge for at greencard-indehavere og virksomheder mødes.