Fortsæt til indhold

Lukkes ned i flere uger

Utæt pakning har betydet olieforurening af vandet og giver Hørsholm Svømmehal et skidt start på 2014

Samfund
Morten Timm

Havde du glædet dig til at indlede 2014 med en tur i Hørsholm Svømmehal, så bliver du slemt skuffet.
Lige før nytår blev svømmehallen ramt af et teknisk uheld i det hydrauliske system. Uheldet betyder desværre, at svømmehallen holdes lukket i de næste tre til fire uger, oplyser idrætschef i Hørsholm, Svend Erik Søegaard.
"Vi er utroligt kede af, at vi atter kommer til at genere vores gæster og faste brugere på denne måde, og vi vil selvfølgelig gøre, alt hvad vi kan, for at få gjort svømmehallen klar hurtigst muligt," oplyser han i en pressemeddelelse.

Utæt pakning

En dykkerundersøgelse har påvist, at det drejer sig om en læk i en pakdåse ved et af de store hydrauliske stempler. Det har dels forårsaget, at den ene af broerne ikke fungerer, og dels at bassinvandet er blevet forurenet af hydraulikolie.
De foreløbige udmeldinger tyder på, at svømmehallen først er klar til at byde svømmegæsterne indenfor igen i slutningen af januar.
I november måned blev Hørsholm Svømmehal ramt af et par strømsvigt, der ligeledes betød lukning af svømmebassinet i en kort periode.