Fortsæt til indhold

Politiker vil tvinge alle villaejere til at opføre carport på egen grund

Enhedslistens forslag strider mod lovgivningen, men det er fortsat lovligt at parkere med to hjul på fortovet i Gentofte

Samfund
Af Mikael Østergaard

Folketinget vedtog den 20. februar 2014 en ændring af færdselsloven, så det ikke længere er tilladt at parkere sin bil delvist på fortovet i tættere befolkede områder.
Den enkelte kommune har dog mulighed for at fastsætte lokaler regler, og den ret gjorde Kommunalbestyrelsen i Gentofte brug af på sit seneste møde. Det er derfor fortsat lovligt at parkere med højst halvdelen af køretøjet på fortovet i kommunen.
Den afgørelse faldt ikke i god jord hos Enhedslistens Jeanne Toxværd:
"Der hersker respektløst anarki i Gentofte Kommune. Vi bør kræve af villaejerne, at de opfører en carport på deres grund", var hendes forslag til den øgede mængde biler.
Forslaget blev skudt ned af Lisbeth Winter, formand (K) for Teknik og Miljø:
"Vi har kun appellere til villajerne, ikke pålægge dem at opføre en carport. Og desuden er der ikke denne mulighed ved etageejendomme".
Parkering på en del af fortovet må ikke være til fare eller ulempe for gående, for eksempel skal handicappede og fodgængere med barnevogne frit kunne passere på fortovet.
Hvis parkeringen er til ulempe for færdsel på fortovet, kan det udløse en bøde.