Unge må vente op til 16 måneder på rådgivning og terapi
Hos TUBA - Terapi og rådgivning for Unge der er Børn af Alkoholmisbrugere - er der op til 16 måneders ventetid på rådgivning
I Kolding skal man, hvis man henvender sig til TUBA - Terapi og rådgivning for Unge der er Børn af Alkoholmisbrugere, forberede sig på, at man kommer til at vente op til 16 måneder på at komme i terapi. På bare to år er antallet af henvendelser til foreningen steget med 60 procent og det har resulteret i, at man skal vente 16 måneder for at komme i gruppeterapi og 11 måneder på at få individuel rådgivning:
“For mange unge mennesker er det en voldsom belastning, når den ene eller begge forældre drikker. Vores mål er altid at give de unge et mere tilfredsstillende liv, og det kan være en voldsom belastning for de unge, at de skal vente så længe som de skal”, forklarer Henrik Prien der er regionsleder hos TUBA.
Flere midler
Hos TUBA rådgiver man unge mellem 14-35 år. I Kolding lever der, i følge Danmarks statestik, lige nu 22.886 unge i den aldersgruppe. Ifølge en befolkningsundersøgelse lavet af Userneeds fortæller hver tiende ung, at deres forældres alkoholmisbrug giver dem negative konsekvenser. Det betyder altså, at knap 2.300 unge mennesker går rundt i Kolding og lever med konsekvenser af forældrenes misbrug:
“De unge vi har kontakt med, udtrykker, at de har problemer med at fastholde job eller uddannelse. Nogle lider af pstd (red. posttraumatisk stresssyndrom) mens andre har svært ved at binde sig i forhold, så det er meget forskelligt, hvilke problematikker de unge kommer med. Det afhænger typisk af, på hvilket tidspunkt i deres liv, de tager kontakt til os”, forklarer Henrik Prien.
Støtte fra kommunen
Hos TUBA i Kolding får man årligt et tilskud på 550.000 kroner fra kommunen. Desuden får man støtte fra SATS-Pulje-midlerne, og enkeltdonationer.
Henrik Appel, der er landsleder i TUBA pointerer, at man er rigtig glad for samarbejdet med kommunen, men at man kunne løse problemet med de lange ventelister, ved at tilføre flere midler:
“Vi arbejder på, at få en national behandlingsgaranti for den her gruppe. I dag er det sådan, at hvis man som misbruger henvender sig til det offentlige for at få hjælp, så har man krav på at få det indenfor 14 dage. Tilgengæld står der ikke noget i loven om børnene og det vil vi gerne have ændret”, lyder det fra landslederen der tror, at TUBA fremover vil få endnu flere henvendelser:
“Der lever lige nu mere end 122.000 unge mennesker i Danmark, hvis forældre har et misbrug. Vi har 13 afdelinger fordelt over hele landet, og der er ventelister i alle større byer. Vi forsøger hele tiden at sætte fokus på det her område, og jo mere opmærksomhed, jo flere unge får øjnene op for, at de har mulighed for at få hjælp”.