87-årig ejer lukker "Damernes Magasin"
I knap 35 år har den modne og stilbevidste kvinde kunne købe sæsonens seneste kollektioner hos den ikoniske dametøjsforretning Paris i Holte. Men snart bæres den sidste indkøbspose ud fra butikken
Imellem mannequinerne i vinduerne springer de mange orange skilte med ophørsudsalg den forbipasserende i øjnene. Skiltene markerer ikke kun et eftertragtet udsalg, men ikke mindst også afslutningen på en helt særlig butiksepoke.
Siden maj 1979 har Gerhard Kaufmann nemlig ejet og drevet dametøjsforretningen Paris i Holte på hjørnet af Stationsvej og Ellensvej, men nu sættes det endelige punktum i det sidste kapitel i butikkens historie.
"Jeg er fyldt 87 år og er kommet til den erkendelse, at nu må det være slut. Det føles selvfølgelig vemodigt at skulle sige farvel til et livs arbejde, men alderen har desværre medført, at jeg ikke længere har de kræfter, som det kræves at føre sådan en forretning. Heldigvis kan jeg se tilbage på et dejligt butiksliv med medarbejdere, der altid har været meget engageret," fortæller Gerhard Kaufmann.
Fejede konkurrent af banen
Butikken blev oprindeligt startet af fru Else Rømer Olsen tilbage i 1930 som en hatteforretning, idet fru Rømer var uddannet modist fra Illum.
Gerhard Kaufmann havde før sin overtagelse af butikken konfektionsfirmaet Camilla of Copenhagen og solgte varer til fru Else Rømer Olsen, men med tiden øjnede Gerhard Kaufmann muligheden for at slå sig ned i Holte med en ny forretning.
"Jeg tilbød dengang Else at købe forretningen, fordi vi frygtede at der ville komme en jeansbutik på stedet, og at vi ville miste endnu en kunde på den konto. Fru Rømer afviste dog i første omgang mit tilbud, da hun havde 50 års jubilæum året efter," husker Gerhard Kaufmann og fortsætter:
"Men kort tid efter lå der alligevel en seddel til mig om, at hun var klar til at sælge. Vi skyndte os at købe butikken, og dagen efter vi var startet, fik vi en henvendelse fra en interessent, der ville købe stedet og åbne en jeansforretning."
Slidt i spejlet
I de efterfølgende knap 35 år har butikken igennem solidt købmandskab stødt øget sin omsætning og styret uden om de værste kriser. Ret hurtigt efter overtagelsen udarbejdede Hr. Kaufmann selv et manifest for, hvor høj kvalitet butikken skulle tilbyde sine kunder. Ambitionerne blev langtfra sat lavt, og siden er der ikke gået på kompromis med hverken varernes kvalitet eller medarbejdernes serviceniveau.
Paris i Holte bliver mange steder beskrevet som nutidens svar på Damernes Magasin i Korsbæk, og sammenligningen ligger da også lige for. Den høflige omgangstone er en selvfølge på stedet. Der er ingen unødig støj fra musik i højttalere, men i stedet koncentrerer det veluddannede og voksne personale, der i den grad kan deres metier, sig om at råde og vejlede kunderne samt tage mål til eventuelle forandringer.
Gerhard Kaufmann har selv sørget for indkøb af varer fra diverse messer, og det er altid sket i selskab med forretningens førstedame Fru Marvig, som har haft butikken på Stationsvej som sin arbejdsplads lige siden 1971 - dengang under ledelse af Else Rømer Olsen. Og sammen har de to haft et helt klar mål for udvælgelsesprocessen.
"Vi er altid gået efter kvalitetstøj, der er behageligt at have på, som ikke krøller for meget, og som man kan være bekendt at røre ved, uden det bliver slidt. Der er da også mange af mine kunder, som har dragter hængende hjemme i skabet, som trods alderen kun er slidt ét sted, nemlig i spejlet. Der sker jo det, at når man har kigget på det samme stykke tøj i spejlet tilpas mange gange, begynder det jo at blive slidt i ens øjne, og så vil man gerne have noget nyt," fortæller Gerhard Kaufmann med et muntert smil i stemmen.
Effektiv markedsføring
Netop spejlet har spillet en meget stor rolle hos Paris i Holte. Allerede fra begyndelsen traf Gerhard Kaufmann beslutning om, at det særlige rokokospejl skulle være rammen om salgsbudskaberne i de annoncer, som igennem tre årtier har præget morgenaviserne såvel som den lokale ugeavis.
Og de håndtegnede annoncer har båret frugt.
"Det er da i hvert fald bemærkelsesværdigt, at når vi kigger i vores systemer, viser det sig, at der stort set ikke er nogen postnumre i landet, som ikke er repræsenteret i vores kundekartotek," fortæller Gerhard Kaufmann og fortsætter:
"Samtidig skete der jo ind imellem det, at danskere i udlandet så annoncerne i aviserne. For eksempel oplevede jeg, at en kvinde i Argentina havde læst en annonce i Berlingeren og ringede halvandet år senere for at høre, om vi fortsat havde den pågældende jakke," ler Gerhard Kaufmann.
En livslang kærlighedshistorie
Med lukningen af Paris i Holte efterlader Gerhard Kaufmann sig et imponerende sortie. Og der er tydeligt at mærke på kunderne, at de kommer til at savne deres butik i Holte. Men nu er tiden inde til, at andre må tage over, fortæller Hr. Kaufmann
"Jeg har gjort mit arbejde så godt, som jeg overhovedet kunne, og jeg har nydt hver eneste dag. Jeg har lige haft besøg af en kunde, som er kommet hos mig igennem 30 år, og som sagde, at der ikke findes et lignende sted i Danmark. Jeg skal beklage, at der ikke findes flere af min slags, men der kommer nye generationer, og nu er det op til dem at påtage sig opgaven," slutter Gerhard Kaufmann.
Begge Hr. Kaufmanns to sønner beskriver Paris i Holte som et ægte con-amore-projekt fra deres fars side, og da de ikke selv ville kunne drive forretningen videre med samme passion og kærlighed til butikken og i øvrigt heller ikke har de samme kvalifikationer inden for faget, har de ikke ønsket at overtage butikken.