EfB orienterede for sent om Braithwaite-salg
EfB Elite A/S er blevet politianmeldt af Finanstilsynet, der vurderer, at EfB ikke hurtigt nok offentliggjorde en selskabsmeddelelse om salget af Martin Braithwaite til den franske klub, FC Toulouse, i august 2013
Derved kan EfB have overtrådt § 27, stk. 2, 3. punkt i lov om værdipapirhandel.
EfB Elite A/S er blevet politianmeldt af Finanstilsynet, der vurderer, at EfB ikke hurtigt nok offentliggjorde en selskabsmeddelelse om salget af Martin Braithwaite til den franske klub, FC Toulouse, i august 2013. DR Sporten bragte 14. august kl. 14.18 på sin hjemmeside forlydender om, at EfB skulle have solgt angriberen til den franske klub. I timen forinden forsøgte DR Sporten at få rygtet bekræftet hos EfB's administrerende direktør, Søren Poulsen, der imidlertid hverken ville be- eller afkræfte historien. EfB offentliggjorde 15. august kl. 10.00 en selskabsmeddelelse, hvoraf det fremgik, at klubben havde solgt
Martin Braithwaite til en udenlandsk klub. Af den omtalte paragraf i lov om værdipapirhandel fremgår, at såfremt et selskab, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked, får viden om eller må anses at have fået viden om, at den interne viden – i dette tilfælde om salget af Martin Braithwaite – ikke længere er holdt fortrolig, skal udstederen – EfB Elite A/S – offentliggøre denne interne viden hurtigt muligt. Et af fire kriterier for intern viden er, at ”oplysningerne skal antages mærkbart at få betydning for kursdannelsen”.
EfB undlod 14. august at kommentere sagen, da aftalen med FC Toulouse fortsat var betinget af en række forhold, herunder Martin Braithwaites personlige vilkår, og af hensyn til spilleren, der var med det danske fodboldlandshold i Polen. EfB Elite A/S har været i dialog med Finanstilsynet omkring sagen og har siden ændret procedurer i forbindelse med forhandlinger om salg af spillere, således at der sker offentliggørelse hurtigst muligt ved eventuelle lækager af de fortrolige forhandlinger.