"En fed fornemmelse"
FCN og David Jensen forlænger
FC Nordsjælland og David Jensen forlænger samarbejdet, således at kontrakten nu løber til sommeren 2017.
Keeperen, der fik uofficiel debut på U21-landsholdet i sidste uge, fortæller, at der ellers har været andre klubber, der var interesserede i at få fat i ham.
"Det har været vigtigt for os at sikre kontinuiteten og konkurrencen i truppen og med David Jensens underskrift, har vi sikret os begge dele. Vi forlænger med en keeper, der har FCN i blodet og som har været igennem vores talentskole siden, han var helt ung, fortæller fungerende sportsdirektør Allan K. Pedersen og fortsætter:
"Vi har i Martin Hansen og David Jensen to af landets bedste og mest talentfulde unge målmænd i truppen. Jeg er rigtig glad for, at det er lykkes at forlænge med David, som allerede nu banker på for mere spilletid. Det er en fornøjelse at opleve en trup, hvor der er så hård konkurrence på alle positioner, lyder det fra Allan K.
David Jensen er også selv en glad mand.
"Det er en lettelse og en fed fornemmelse, at der nu er ro på, så jeg kan fokusere på at blive en endnu bedre målmand og arbejde mig ind på holdet. Min kontrakt udløb til sommer, og der har været flere muligheder i gode klubber, men jeg har været i FCN, siden jeg var 13 år, og det er her, jeg vil slå igennem", siger David Jensen.
David Jensen fik debut på U21-landsholdet fornylig, og det har også givet ham ekstra blod på tanden.
"Lige nu glæder jeg mig dog bare over at have fået ro i maven og en kontakt, der gør, at jeg kan bruge al min energi på at gøre det så godt som overhovedet muligt for FC Nordsjælland, som på alle måder er min klub" siger han.
David Jensen har været i FC Nordsjælland siden han var 13 år. Han har spillet seks kampe for FC Nordsjælland - heraf tre i Superligaen, hvor han har holdt clean sheet i alle. Det er indtil videre blevet til 28 kampe for de forskellige ungdomslandshold.
mw