FCN måtte nøjes med uafgjort mod 2. divisionshold
FC Nordsjælland fik kamp til stregen i lørdagens testkamp mod FC Roskilde
Der stod FC Nordsjælland på det meste, og det blev da også til en flot scoring af Joshua John, et par stolpeskud og en del afslutninger, men lørdagens testkamp endte alligevel 1-1 mod et FC Roskilde-hold, der kampen igennem viste stor kamplyst.
I kampens indledning var det tydeligt, at 2. divisions suveræne tophold var kommet til Farum Park for at kæmpe og spille det bedste, de har lært. Hjemmeholdet, der stillede i en lidt alternativ opstilling med Patrick Mtiliga på den defensive midt og Lasse Petry i midterforsvaret, tog dog stille og roligt fat i opgøret og efter 17 minutter kunne Joshua John bringe FCN foran.
FC Nordsjælland sad herefter på det meste og havde flere gode opspil og afslutninger, hvor Kim Aabech var tættest på med et hovedstød på den ene opstander.
I anden halvleg fortsatte billedet. FCN var på bolden, der blev skabt en del muligheder, men helt skarpt blev det ikke. Igen måtte FC Roskilde dog have stolpen til hjælp, og igen var det Kim Aabech, der måtte se en god afslutning gå den forkerte vej efter mødet med træværket.
I løbet af halvlegen blev det til spilletid til flere unge spillere. Både Mathias Jensen, Yusuf Onurlu og debutanten Daniel Thorup fik fine indhop, men i takt med udskiftningerne mistede FC Nordsjællandlidt af rytmen. Trods bold- og chanceovertag blev det derfor FC Roskilde, der scorede kampens sidste mål efter et flot og hurtigt omstillings-spil og scoring af Robert Larsen.
"Grundlæggende er jeg ikke tilfreds. Det har været en hård træningsuge, men det er stadig en kamp, vi skal vinde”, sagde cheftræner Kasper Hjulmand til fcn.dk efter kampen.