Nu får Poul Erik måske mere rengøringshjælp
Der er kommet nye oplysninger, lyder det nu fra forvaltningen, der vil vurdere sagen på ny
Der ser nu alligevel ud til at være en mulighed for mere rengøringshjælp til Poul Erik og Mariane Feldt.
Efter AlbertslundPostens omtale af sagen i denne uge af den 84-årige gigtpatient, der selv skal gøre rent, selv om hans hustru er KOL-patient og ikke tåler ophvirvlet støv, lader kommunen forstå at man vil tage sagen op igen.
Tidligere har kommunen to gange afvist klager fra familiens side.
"Jeg kan ikke gå ind i den konkrete sag, men vil gerne sige at vi selvfølgelig altid foretager en konkret og individuel vurdering af borgerne", siger Cecilie Engell, chef for Social & Familie i Albertslund Kommune.
"Så kan jeg også sige, at vi er blevet gjort opmærksom på nye oplysninger i sagen, som vi har fået 8. januar. De betyder, at sagen vil blive taget op til fornyet vurdering igen."
Hun vil ikke komme nærmere ind på hvilke nye oplysninger der er tale om, men forklarer at "de vil indgå i sagen igen."
Ingen løfter her og nu
Cecilie Engell vil dog ikke her og nu love, at det betyder mere rengøringshjælp til ægteparret.
"Det kommer an på den samlede vurdering. Det skal vi nu se nærmere på."
Hun tilføjer, at "som borger har man pligt til at gøre opmærksom på at der sker ændringer i den samlede husholdning."
"Hvis borgeren ikke gør opmærksom på ændrede forhold er det jo heller ikke muligt for kommunen at tage forholdene med i betragtning når en sag vurderes og ydelser dermed fastlægges. "
Da Cecilie Engell som nævnt ikke ønsker at uddybe hvilke nye oplysninger der er tale om, er det heller ikke muligt at få oplyst hvad det er hun mener Poul Erik og Mariane Feldt burde have gjort kommunen opmærksom på.
due