Fortsæt til indhold

Bare find den bedste løsning

Jyllinge-borgerne erkender vigtigheden i at sikre området mod en ny stormflod, men lige nu ligger tankerne helt andre steder

Samfund
Kenneth Tanzer

Selvom mandagens borgermøde bar præg af snak om små erstatninger og voldsomme nedskrivninger, så var en fremtidssikring af Jyllinge Nordmark også et hot emne.
"Vi vil gøre alt for at finde den rigtige løsning, som sikrer jeres huse. Vi har økonomien til at hjælpe, så I aldrig nogensinde skal frygte vandet igen. Når vi snakker lokale løsninger, så skal vi have besluttet en plan til foråret 2015. Hvis vi snakker statslige løsninger eller på tværs af kommunerne, så kan der gå længere tid," sagde Roskilde-borgmester Joy Mogensen
Men hvad er så den rigtige løsning i Nordmarken.? Det spørgsmål forsøgte projektleder Benny Rud Hansen fra kommunens rådgivningsfirma Grontmij at give et svar på.

Fra London til Nordmarken

"Der er flere muligheder i spil, som vi kigger på. I London og Rotterdam har man valgt dyre løsninger i form af bygværk. Herhjemme kigger vi på mulige sluser ved Hundested-Rørvig, Kulhuse og ved Frederikssund. Den sidste løsning er den billigste og vil sikre den sydlige del af Roskilde Fjord, ligesom den vil kræve en statslig og tværkommunal støtte," sagde Benny Rud Hansen, inden han kom nærmere ind på etableringen af et 4-5 km. langt dige langs Roskilde Fjord til en pris på 20-25 millioner kroner.
"Det vil beskytte de fleste boliger. Diget behøver ikke være så højt, for løsningen giver mulighed for at etablere mobile diger ovenpå. Vælger vi et dige, så kan vi dog risikere nye problemstillinger med miljø og natur, så vi skal tænke os godt om," sagde han.

Behov for et dige

Kim Boddum, formand for grundejerforeningen Bodshøjgaard, lagde ikke skjul på sit ønske, da han var på talerstolen.
"Vi har behov for et dige i Jyllinge Nordmark. Sluser og diger ved Hundested er fint nok, men det hjælper ikke os. Vi skal have et dige, så vi også sikrer os mod vandet fra Værebro Å," sagde han.
Efter borgermødet var udmeldingen knap så tydelig blandt de stormramte borgere, som Lokalavisen fangede.
"Jeg har svært ved at overskue den debat lige nu midt i alt det andet om forsikring og så videre, men kommunen skal vælge den bedste løsning, som forhåbentlig ikke kræver vores betaling," sagde Helle Dyrmose Jensen, mens Jan Konradsen gav sin støtte til en sluse-løsning ved Hundested.
"Det vil være det bedste at gøre, for så bliver huse langs Roskilde Fjord og Isefjord sikret. Samtidig kan man få staten til at hjælpe med det økonomiske," sagde han.