Fortsæt til indhold

Minister vil kigge på stormflods-lovgivning

"Jeg lover ikke en lynhurtig behandling af lovgivningen og eventuelle ændringer, men jeg lover at vende tilbage med et ordentligt stykke arbejde," siger Henrik Sass Larsen (A) efter sit besøg i Jyllinge Nordmark

Samfund
Kenneth Tanzer

Erhvervs- og Vækstminister Henrik Sass Larsen (A) er klar til at hjælpe de stormflodsramte familier med at få erstatninger, som svarer til de vurderede skader på deres ødelagte huse.
Det står klart efter mandagens besøg i Jyllinge Nordmark, hvor ministeren ved selvsyn kunne konstatere skadernes omfang i tre af de knap 200 ødelagte hjem.
"Jeg vil tage hjem og se nærmere på lovgivningen og de gældende regler. Jeg kan ikke haste en lovgivningsændring igennem folketinget. Det tager tid, for jeg skal høre alle parter og blandt andet danne mig et overblik over, hvordan man laver afskrivningerne, men målet er at give beboerne rimelige erstatninger. Der skal være ens vilkår for alle, så vi skal se på, om opgørelserne er rimelige," sagde ministeren, som ikke ville sætte en tidshorisont på kulegravningen af stormflods-ordningen.

Tør ikke spå om konklusion

"Jeg lover ikke nogen lynhurtig behandling. Vi skal nok arbejde så hurtigt som muligt, men jeg lover at vende tilbage med et ordentligt stykke arbejde. Når vi kommer til foråret, så skal vi have gjort så store fremskridt, at der ligger nogle løsninger. Hvilken konklusion vi ender med, tør jeg ikke spå om, men alle må have et medansvar for at finde løsninger, " sagde ministeren.
Også banker og realkreditter kan forvente et opkald fra Henrik Sass Larsen.
"Jeg vil snakke med både banker og realkreditter, så de stormramte familier kan låne penge til opførelsen af deres huse," sagde han.
Inden ministeren satte kursen mod Christiansborg, så lagde han ikke skjul på, at besøget i Jyllinge Nordmark havde gjort indtryk.
"Det har været en forfærdelig og katastrofal omgang for de mange beboere. Også i forhold til erstatning og genopbygning. Derfor skal vi kigge efter løsninger ," sagde han.
Med på sidelinjen under ministerens besøg var Roskilde-borgmester Joy Mogensen (A), og hun udtrykte tilfredshed med de svar, som Henrik Sass Larsen kom med.

Positiv borgmester

"Han gav udtryk for at alle beboere skal dækkes rimeligt i den måde, som de får hjælp på, for de nuværende erstatningssummer er ikke rimelige. Af de problemstillinger, som både vi og beboere har rejst overfor ham, så afviste han ingen. Han var lydhør, positiv og vil kigge på lovgivningen, som vi meget gerne ser ændret," sagde Joy Mogensen til Lokalavisen Egedal.