Fortsæt til indhold

Loven er for stram

Hundeloven er blevet alt for striks, mener vejlenser, der deltager i protest

Samfund
Jeppe Rafn

Michelle Poulsen fra Vejle deltager og er med til at arrangere et fakkeloptog i Vejle i protest mod hundeloven. Hun har en blandingshund, der er en blanding af en Golden Retriever og en amerikansk bulldog. Sidstnævnte er en af de 13 racer, det er blevet forbudt at eje og avle. Det gælder også krydsninger.
"Jeg er utroligt uenig i hundeloven, som også rammer mig, selvom min hund er en kæmpe legehund og noget af det sødeste og mest børnevenlige, der findes. Den ligner bare ikke andre hunde," siger Michelle Poulsen.
"Hunde kan ikke tillade sig noget som helst længere og skal passe meget på. Det er ikke alle hunde, der kan sammen, og hvis to hunde kommer op at toppes, og den ene bider, står den til aflivning."

Loven blevet for stram

"Der skal være en lov, men den er blevet skærpet for meget. Det er blevet alt for nemt at aflive hunde, der har bidt én gang. De er jo jagtdyr og har instinkter," siger Michelle Poulsen.
Som mange andre hundeejere mener hun, at det er ejeren, den er gal med, hvis en hund bider.
"Ingen hunde er født til at bide andre hunde og mennesker, og det er 100 procent ejerens ansvar, hvordan den opfører sig blandt hunde og mennesker."
Fakkeloptoget i Vejle starter fredag den 28. februar klokken 19 på Rådhustorvet. Herfra går deltagerne og deres hunde en rute på 2,4 kilometer. Turen ender foran politistationen.