Fortsæt til indhold

Skoler ønsker lokal frihed, når skolereformen skal gennemføres

Børne- og familieudvalget i Hillerød har gennemgået høringssvar som led i arbejdet med den kommende skolereform

Samfund
Mette Dolmer Thygesen

Når Hillerøds elever starter i folkeskolerne efter sommerferien, bliver det en længere og mere varieret skoledag.

Og arbejdet med at rulle den nye skolereform ud i kommunens skoler er i fuld gang.

Indholdet i reformen har været sendt i høring hos blandt andre skolebestyrelserne, og politikerne i Børne- og Familieudvalget diskuterede dem nærmere i torsdags.

"Udvalget har modtaget utroligt mange høringssvar fra både skolebestyrelser, elever, lærere samt de faglige organisationer, og vi kan se gejsten til at udvikle Hillerøds skoler. Samtidig viser høringssvarene, at der på de lange stræk er bred enighed om, hvordan vi skaber de bedste rammer for udviklingen af vores skoler,” udtaler formand Rikke Macholm fra SF i en pressemeddelelse.

Toårig udviklingsperiode

Høringssvarene er tilgængelige på www.hillerod.dk, og ét af de gennemgående træk er, at der er et stort ønske om lokal frihed på skolerne til at udvikle og udfylde rammerne i reformen.

På baggrund af dét har Børne- og Familieudvalget blandt andet indstillet, at læringsreformen indfases i en toårig udviklingsperiode. Politikerne ønsker at give skolerne frihed og ro til at udvikle og udfylde reformens målsætninger på den bedste måde.

Udvalgsformanden roser lærernes og pædagogernes arbejde på kommunens skoler og peger på, at skoledagen kommer til at indeholde mere mulighed for motion og faglig fordybelse.

Den 26. februar skal byrådet godkende læringsreformen.