Hospital vil stoppe smitte ved første håndtryk
God håndhygiejne er et af de vigtigste våben mod smitte. Nordsjællands Hospital i Frederikssund sætter nu ekstra fokus på, at alle hænder skal være rene
Det tager kun kort tid at vaske eller spritte sine hænder korrekt. Alligevel er der mange af os, der glemmer at få det gjort. Og når personale, patienter, pårørende eller gæster færdes på hospitalet, kan forglemmelsen i værste fald give svækkede patienter infektionssygdomme.
Kæmpe hånd tager imod ved indgangen
Derfor bliver personale, patienter og besøgende på Nordsjællands Hospital i Frederikssund nu mødt af en 2½ meter høj hånd med sloganet: STOP! SMITTEN. Hånden er et led i en kampagne, som Region Hovedstaden har søsat for at forbedre håndhygiejnen på alle regionens hospitaler.
"De fleste ved godt, at de skal vaske hænder, men vi glemmer det. Vi har også tidligere kørt kampagner om det, men erfaringen viser altså, at der med jævne mellemrum skal sættes fokus på håndhygiejnen. Så det gør vi med en kampagne, der i høj grad lægger vægt på synlighed," fortæller Torben Steen Mogensen, der er formand for Region Hovedstadens komité for Infektionskontrol og Hygiejne.
Rene hænder hvor end du kigger hen
Vi afsætter andet end vores fingeraftryk på de ting, vi rører ved eller har i hænderne. Vi afsætter også vores bakterier. For at skærpe opmærksomheden om det vil der i kampagneperioden også være sat hænder på de ting, vi rører ved - på snoren, der trækkes i for at åbne døren, på hylderne i kantinen, ved madbuffeten, i kiosken osv.
Bygger videre på gode erfaringer
Med den regionale kampagne bygger Nordsjællands Hospital videre på gode erfaringer fra dialyseafsnittene. Her har en kampagne for renere hænder ført til, at otte ud af ti patienter udfører håndhygiejne, før de går ind på afdelingen. Før kampagnen var det kun hver tredje, der huskede at vaske eller spritte sine hænder først. prm