Fortsæt til indhold

Kriseramt indkøbscenter sat til salg – igen

European Retail har fundet nye mæglere til samtlige sine ejendomme – værdien er nedsat med 120 millioner kroner

Samfund
Tim Panduro

Først blev det sat til salg. Så blev det trukket fra markedet – og nu prøver ejeren European Retail igen: At sælge indkøbscenteret Gallerierne i Slotsgade i Hillerød.

Indkøbscenteret står stort set affolket, efter at senest Netto og snart Telenor har forladt bygningen.

Men ejeren, der er investeringsforening, er presset af kreditorer, og derfor skal man af med hele ejendomsporteføljen, der udover Gallerierne består af flere butikscentre i Sverige og Finland.

Det bliver Nybolig Erhverv København, der skal sælge ejendommen i Slotsgade, der endnu ikke er kommet officielt til salg.

Næppe overvældende pris

Det har ikke været muligt at få oplyst en mulig salgspris, men den bliver næppe overvældende. Den seneste offentlige vurdering af ejendommen lød på 182,5 millioner kroner, men noget tyder på, at en udbudspris kan blive noget lavere.

European Retail fortæller i en foreningsmeddelelse, at den samlede ejendomsværdi for foreningens ejendomme er blevet sænket med 120 millioner kroner i forbindelse med, at de er blevet sat til salg.

Da Gallerierne åbnede i 2006 var indkøbscenteret noget af et tilløbsstykke. Det ændrede sig meget hurtigt. Indkøbscenteret blev et økonomisk mareridt for ejeren, der nu er tvunget til at sælge. Arkivfoto: John Jessen Hansen

Negativ egenkapital

Den samlede værdi er nu i omegnen af 1,14 milliarder kroner. De fleste af de øvrige ejendomme er nogenlunde rentable, så Gallerierne må tegne sig for en ikke ringe del af værdinedsættelsen.

Værdinedsættelsen har gjort, at foreningen European Retail nu har en negativ egenkapital.