Fortsæt til indhold

Motion langt bedre end medicin

Smerter ved slidgigt kan lindres og helt forsvinde ved regelmæssig træning

Samfund
Af Gorm Alex Petersen, AP Sundhedscenter

Ny forskning fra Syddansk Universitet viser, at konditions- og styrketræning lindrer smerterne hos personer med slidgigt i knæet mellem to og tre gange så godt som de kritiserede lægemidler, der går under den fælles betegnelse NSAID'er - en forkortelse af Non Steroidal Anti-Inflammatory Drug.

Osteopaten viser og forklarer, hvordan slidgigt påvirker knæet.

Det værste er at hvile

Forskerne, med professor Ewa M. Roos i spidsen, forventer, at træning et par gange eller tre om ugen bliver standardbehandlingen i fremtiden, når folk får konstateret slidgigt hos deres praktiserende læge.
De fleste mennesker har igennem mange år været opdraget til, at vi skal spise piller, når vi har smerter. Tanken om, at det kan være godt og faktisk medføre mindre smerte at styrketræne og bevæge sig, er meget fjern for de fleste.
"Den største barriere er, at vi er bange for at gøre det værre, når vi har ondt. Vores umiddelbare reaktion er at være stille, passe på og hvile os. Men det er det absolut værste, man kan gøre", siger professor Ewa M. Roos , der i øvrigt mener, at vi bør vænne os til at bruge den internationalt benyttede betegnelse artrose i stedet for ordet slidgigt.
Ordet slidgigt er både misvisende og hæmmende i forhold til at påbegynde træning. De fleste mennesker tror, at hvis deres led er slidt, så må de hellere passe på og spare for eksempel knæet i stedet for at bruge tid på styrketræning og stabilitetstræning.

Forebygge og fjerne

Hvis man dyrker regelmæssig motion to-tre gange om ugen, kan man forebygge slidgigt, nedsætte/fjerne smerter og forhindre, at sygdommen forværres.
Motion styrker både muskler, knogler og led. Stærke muskler er vigtige, fordi de aflaster, stabiliserer og bevæger leddene.
For at opnå den fulde effekt anbefaler forskerne at træne de omtalte to-tre gange om ugen i seks uger.
Fordele ved motion og træning er bl.a.:

  • Lindring af smerter
  • Forebyggelse af livsstilssygdomme
  • Godt humør og god energi
  • Styrkelse af muskler, sener, led og knogler
  • Styrkelse af immunforsvaret
  • Forebyggelse af stress og depression
  • Forbedret balance

Motion ernærer ledbrusk

Ledbrusk består af enkelte bruskceller, som omgives af bruskmasse. Når du bevæger dine led, ledes der affaldsstoffer ud og næringsstoffer ind i leddene, så bl.a. ledbrusken bliver stimuleret med næring.
Brusken har behov for næring for at opretholde sin normale tykkelse og dermed fungere normalt. Hvis man ikke bruger sine led regelmæssigt, kan bruskcellerne dø, fordi de ikke får næring nok. Herved forsvinder ledbrusken, og slidgigten opstår.