Kom nu med den redegørelse
Medlem af Regionsrådet forstår ikke hvorfor, det skal tage så lang tid at undersøge 1813 kaos
I december 2013 bad Lene Kaspersen (K) Regionsrådet om at udsætte starten af akuttelefonen 1813, da det efter hendes mening vanvittigt at starte et nyt stort projekt op lige midt i den travleste periode.
”Det blev afvist, og man fortalte vidt og bredt om alle de ressourcer, man havde afsat til projektet. Men når det kom til stykket, så er mange mennesker kommet i klemme,” kommer det indigneret fra den konservative politiker Lene Kaspersen, der er medlem af Regionsrådet i Region Hovedstaden.
Så bestilte hun en redegørelse over, hvorfor det er gået så galt med opstarten af 1813.
”Redegørelsen skulle komme inden sommerferien. Og det er jo det, der er så håbløst. For når de så venter så længe med at komme med redegørelsen, så er det hele jo dampet af, og ingen kan længere huske, hvad kernen i problemet var, siger Lene Kaspersen og tilføjer:
”Da fanden ville, intet skulle ske – nedsatte han den første komite”
1813 rod presser 112
Tirsdag kom den seneste statusrapport fra Region Hovedstaden med de seneste svartider på akuttelefonen 1813. Her udtalte Freddy Lippert, direktør for akutberedskabet i Region Hovedstaden, stor tilfredshed med, at det i uge 8 var lykkedes at betjene halvdelen af de 20.000 daglige opkald indenfor den krævede tid på tre minutter.
Det får ikke Lene Kaspersen til at klappe i hænderne.
”Det kan jo godt være, at Freddy Lippert mener, at det er flot, at 10.000 borgere har fået en god behandling – men så er der jo samtidig 10.000, der ikke har fået en behandling, der lever op til de krav, vi har formuleret.”
”De lange ventetider betyder også, at når folk ikke kan komme igennem til 1813, så ringer de i stedet til 112, for nu vil de altså have hjælp til deres barn eller bedstemor. Så opstår der de problemer med manglende ambulancer, vi har hørt meget om på det seneste,” tilføjer Lene Kaspersen.
Den 22. februar blev kun 16 procent af de 4.173 opkald besvaret indenfor tre minutter. Servicemålet er at 90 procent skal besvares.
”Prøv at forestille dig, at din gamle mor ligger alene med lungebetændelse. Hvor længe kan hun holde ud at vente på at komme igennem på telefonen. Hun risikerer at falde om med telefonen i hånden,” siger den konservative politiker og slutter:
”De har været allerhulens heldige, at der ikke har været en stor influenzaepidemi oveni.”