Massive ødelæggelser i kølvandet på vandkaos
Det kommer til at vare et par måneder, før skaderne efter oversvømmelsen af plejecenter Søndervang i Låsby er fuldt udbedrede
Et omfattende arbejde med oprydning og reparation er i gang hos plejecenter Søndervang i Låsby efter den voldsomme overvømmelse i julen.
Ødelæggelserne i kælderen har været massive, fremgår det af en status fra plejedistriktschef Jette Risager.
“Vi har fået at vide, at der vil gå et par måneder, før kælderen er klar,” siger hun.
I kælderen er håndværkere i gang med at brække ødelagte vægge ned, ligesom al indmad er smidt i containere.
Døre er taget ned og sendt til udtørring. Det samme gælder hjælpemidler som elsenge og lignende samt redskaber fra motionsrummet.
I kælderen har der tillige været kraftig udtørring med 8-10 tørrekanoner i alle rum.
Pårørende har været på besøg for at besigtige beboernes kælderrum.
Vaskemaskiner, tørretumblere, køleskabe og frysere er ødelagte, ligesom fødevarer fra lager til morgenmad, dåser og ekstra frysemad er smidt i containerne.
Porcelæn, der ikke væltede under vandmasserne, er rengjort og sendt til opbevaring, mens resten smides ud.
Søndervang har således tre containere fulde til udsmidning.
Et elevatorfirma har været ude i juledagene for at tørre og udskifte hydraulikolie.
Et ekstra midlertidigt oliefyr er desuden sat op, så man er sikker på at kunne holde varmen, hvis det bliver frostvejr.
Arbejdet med genopbygningen er sendt i udbud. Det vides endnu ikke, hvad skaderne kommer til at koste.
Jytte Risager understreger, at dagligdagen kører trygt og godt for de ældre på trods af det store arbejde i kælderen.