Vil du besøge kongens gemakker?
Eremitageslottet talte sidste sommer 14.000 besøgende, som blev vist rundt på det nyrestaurerede jagtslot i Dyrehaven. Den succes vil man gentage i år
Igen i år inviterer Eremitageslottet indenfor, hvor besøgende kan få en eksklusiv rundvisning i de overdådige omgivelser.
Efter en omfattende restaurering af jagtslottet i Dyrehaven, valgte Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme i 2013 at vise nysgerrige rundt. Og dem var der mange af. Helt nøjagtig havde slottet den sommer 14.000 besøgende.
"Vi er utroligt glade for, at den store interesse for at besøge Eremitageslottet betød, at vi stort set havde udsolgt på alle sommerens omvisninger. Derfor åbner vi slottet igen for publikum, så endnu flere får lejlighed til at nyde de smukke og meget forskellige sale og gemakker. Det er en unik mulighed for at se et unikt slot", siger vicedirektør Erik Als.
Eremitageslottet, som blev opført i 1734-36, var et fristed for Christian 6., hvor kongen havde mulighed for at holde private jagtselskaber. Og slottet anvendes i dag fortsat af Kongehuset til jagtfrokoster og ved særlige lejligheder.
Besøgende på Eremitageslottet vil fra den 1. juni til 31. august få mulighed for at se spisesalen med dens overdådige udsmykninger, figurer og falske marmorpartier samt kabinetterne med rige udsmykninger af bladguld og de mange smukke og forskellige tapeter og interiører.
Billetter skal bestilles og købes via eremitageslottet.dk