Soldaterne fra Frederikssund måtte lide ved Dybbøl Mølle

I år er det helt store jubilæumsår for, hvad historikere kalder for et af de mest betydningsrige nederlag i Danmarks Historie.
Slaget ved dybbøl bliver flere steder i landet markeret på årsdagen d. 18. april. Lokalhistoriker Jesper Jørgensen har i den anledning dykket ned i Rigsarkivets journaler og afdækket de knap 150 lokale soldaters skæbne i den anden slesvigske krig, der blev en realitet kort efter, at Danmark stik mod internationale aftaler indlemmede Slesvig i kongeriget. Det fik Preussen og Østrig til at meddelte d. 31. januar 1864, at de ville besætte Slesvig.

148 drog ud

"Under krigen i 1864 var ca.148 mand fra Frederikssund og omegn indkaldt. De kom fra Udesundby, Oppesundby, Store Rørbæk, Lille Rørbæk, Sundbylille, Snostrup, Græse, Sigerslevvester og Frederikssund by," starter Jesper Jørgensen sin beretning.
Soldaterne blev fordelt i flere forskellige kompagnier, flest, i alt 32 mand, endte i 2. regiment, mens 20 blev indkaldt til forsyningstropperne.
Det var dog ikke alle, der havde i sinde at drage i krig, beretter lokalhistorikeren.
"Hvis pengene var til det, kunne der erhverves en stillingsmand (en stedfortræder). Det gjorde den unge Hans Rasmus Lange fra Frederikssund, han var indkaldt i januar 1864 til 2. regiment. For 750 rigsdaler erhvervede han sig en stillingsmand og kunne vende hjem til forretningen i Frederikssund, Trælastfirmaet, Hans R Lange."

Frederikssunds første offer

Krigen brød ud d. 1. februar 1864, og d. 02. febuar kom det til den første træfning. Her angreb preusserne med svært artilleri, fortæller Jesper Jørgensen.
"Der blev svaret kraftigt igen fra skanserne, godt hjulpet af tågebanker. Det var 18. og 3. regiment, der var i ilden og holdt skanserne. Preusserne kom ikke over Slien ved den lejlighed."
Angrebet krævede dog sine ofre, i alt 148 faldne, sårede og savnede. Også den første mand fra Frederikssund-egnen.
"Blandt de faldne var menig Ole Andersen fra Udesundby (3. regiment, 2. kompagni, nr. 236). Han efterlod sig hustru og to børn," beretter Jesper Jørgensen.

Tilbagetrækning

Efter et krigsråd d. 4. februar blev det besluttet at rømme Dannevirkestillingen.
"Det var især i centrum, at tropperne led meget. De havde ingen mulighed for at få tag over hovedet og havde opholdt sig i det fri, både nat og dag, siden deres ankomst. Tilbagetrækningen begyndte om aftenen d. 5. februar, alt skulle foregå så lydløst som muligt, uden at vække preusserne og østrigernes opmærksomhed. Tropperne skulle være i Flensborg næste dag. Det blev en forfærdelig march, med snestorm og spejlglatte veje. Hestene kunne ikke stå fast, og mange vogne og kanoner gled i grøften," skriver Jesper Jørgensen.
Efter et kort hvil i Flensborg blev hæren delt op. Der skulle besættes stillinger ved Dybbøl, Fredericia og Kolding. Og danskerne blev snart pressede. I løbet af marts tog de preussiske forberedelser til et angreb på Dybbøl fart, beretter lokalhistorikeren.
"Det preussiske bombardement af Stillingen blev intensiveret voldsomt, og det blev efterhånden umuligt at udbedre skaderne af skanserne. Den farlige belastende tjeneste i skanser og løbegrave sled alvorligt på soldaterne, og tabene voksede faretruende. Den 2. april affyrede preusserne fra deres batterier 3.721 skud, både mod skanser og mod Sønderborg, med stor virkning. Samme dag faldt artillerikonstabel Peter Nielsen, Sundbylille, ved skanse II."

18. April

Det skæbnesvangre slag ved Dybbøl stod d. 18. April, og den dag måtte en håndfuld lokale soldater lade livet.
"Den 18. april, kl. 04 åbnede samtlige preussiske batterier en kraftig beskydning mod Dybbølstillingen, som hele tiden steg i voldsomhed de næste 6 timer. I alt blev der affyret ca. 8.000 skud. Kl. 10 ophørte skydningen helt. I det samme brød preusserne frem med 10.000 mand fra deres nedgravede paralleller. På kort tid var stormkolonnerne kommet ind i skanser og løbegrave, og det hele udviklede sig til voldsomme nærkampe med bajonetter og geværkolber. Overmagten var for stor, skanserne faldt en efter en. Dybbølstillingen var tabt," skriver Jesper Jørgensen og fortsætter:
"Blandt de faldne var Christian Jørgensen, og Peter Rasmus Vilhelmsen, begge fra Udesundby, og Jens Nielsen, og Jens Rasmusssen, begge fra Oppesundby. Blandt de sårede og tilfangetagne var Frederikssunds eneste officer, sekondløjtnant Johannes Andreas Bunde."

Niels faldt til sidst

Danskerne slikkede sårene efter det svigefulde nederlag under våbenhvilen fra april til d. 26. juni. Men så snart våbenhvilen sluttede, angreb preusserne Als. Det var d. 29. juni.
"Angrebet blev udført af infanteri i 163 store fladbundede robåde, der havde været gemt i Storskoven på Sundeveds kyst. Første vending var hurtigt ovre og gik i land på den nordlige del af Kær halvø (de tomme både vente tilbage efter flere soldater). 4. Regiment, som stod nordligst og meget spredt, blev hurtigt nedkæmpet. Vending efter vending kom over. Preusserne trak derefter mod syd til landsbyen Kær, hvor 3. og 18. regiment befandt sig. Der blev kæmpet usædvanlig hårdt, men overmagten var for stor. Kl. 16.00 trak resten af de danske tropper sig tilbage mod syd til halvøen Kegnæs for at blive indskibet og sejlet til Fyn, uden at blive forfulgt af preusserne. "
Dagens tab blev ifølge lokalhistorikeren opgjort til: 77 faldne, 236 sårede, 2.259 fanger og 543 savnede. Ifølge Jesper Jørgensen faldt Hans Olsen fra Oppesundby, (3. regiment, 6. kompagni nr. 617), og blandt de sårede og tilfangetagne var tre fra Græse, to fra Udesundby og tre fra Frederikssund.
Krigens sidste kamphandling fandt sted d. 3. juli, ved Lundby, syd for Aalborg. Her faldt Niels Petersen fra Oppesundby (1. regiment, 5. kompagni, nr. 131).
Den 20. juli, blev der indgået våbenstilstand mellem parterne, og den endelige fredstraktat, blev underskrevet i Wien d. 30. oktober 1864.