Fortsæt til indhold

Det ulmer i Græsted

Fællesskab: Borgerforeningen klar med status for områdefornyelsen, inden generalforsamlingen den 22. april

Samfund
Frank S Pedersen

Det er efterhånden halvandet år siden fællesskabet begyndte på et borgermøde på kroen. Nu er pengene så godt som i kassen og Græsted vil forandre sig til det bedre, ud fra arbejdsgruppernes ønsker.
I virkeligheden har arbejdsgrupperne allerede sat deres præg på byen. Festgruppen har holdt flere kaffekomsammener på biblioteket, Trillebørgruppen har været på oprydningstur, Folkeparkgruppen er godt igang med af forandre byens grønne område og Torvegruppen har afprøvet idéen med at lukke føre trafikken væk fra kroen.

Flere idéer søges

"Det var festgruppen, der fik spærret tovet af til julemarkedet og det virkede ret godt. Vi fik ført trafikken den anden vej rundt om torvet, bag om Madterminalen. Der var en enkelt lastbil der skulle lirkes lidt rundt, men det gik godt", fortæller Claus Eriksen, der er med i Torvegruppen og desuden kasserer i Græsted Borgerforening, der fungerer som paraplyorganisation for arbejdsgrupperne.
"Men vi eftersøger i virkeligheden gode idéer som vi kan afprøve på torvet", fortsætter han. Og nævner selv planer om et pinsebord og samarbejde med Græsted Veterantræf.

Planerne for torvet, flytter trafikken væk fra kroen og bag om Maderminalen. Skitse fra Områdefornyelsen

Millionerne ruller

Økonomisk har kommunen ind til videre budgetteret med 7,5 millioner kroner, der blandt andet kommer fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter. I forbindelse med den kommunale valgkamp blev der toppet op på de økonomiske løfter fra både den efterfølgende borgmester Kim Valentin (V) og den socialdemokratiske borgmesterkandidat Bo Jul Nielsen. Det skete blandt andet ved Borgerforeningens arrangement på kroen, som det stod at læse i Ugeposten den 19. november:

»Hvis det koster mere end de 7,5 millioner, så finder vi også ud af at finansiere det«, sagde Socialdemokraternes borgmesterkandidat Bo Jul Nielsen og blev hurtigt fulgt op af sin Venstre-kollega Kim Valentin.
»Der skal være plads til 10 millioner kroner til Græsted«, mente han.

Fortolkningen af borgmesterens valgmødeudtalelser har der siden været lidt tvivl om, men sikker er det at kommunen er gået alvorligt ind i arbejdet for at forskønne byen.
"Vi ved jo godt, at han ikke kun er Græsteds borgmester", smiler Claus Eriksen, "men på den anden side er han jo medlem af borgerforeningen".

Udstilling i byen

Senest har kommunen lejet sig ind de lokalerne på hovedgaden, hvor Nordea tidligere holdt til. Her vil man kunne se mere om de konkrete planer, der også er blevet udvidet til at omfatte byens tomme butikker, forfaldne bygninger og et ønske om stisystemer mellem de lokale attraktioner.
"Vi vil gerne forbinde for eksempel Gribskovhallen, Veterantoget, Eventpladsen og så videre. Så når folk for eksempel kom med Veterantoget kunne de gå af mærkede stier til træffet og til pinsebord på torvet", fortæller Sisse Levol, der er formand for borgerforeningen, som lover at være ekstra opmærksom på, at denne gang sker der noget i Græsted.

Generalforsamling

Det er i det hele taget blevet tiden, hvis man som græstedborger vil give sit besyv med og få mulighed for indflydelse. Borgerforeningen holder generalforsamling den 22. april kl. 19 på Græsted Kro, her er det muligt at melde sig ind, det koster en 50'er pr husstand. Der er desuden mulighed for spisning inden.
Man kan se mere på borgerforeningens facebookside 'Græsted Fællesskabet'.