Fortsæt til indhold

Nu sætter de spaden i jorden:

Efter flere år med argumenter for og imod en ny sognegård ved Holte Kirke bliver der nu endelig sat gang i byggeprojektet

Samfund
Anne Dahl Kristensen

For snart otte år siden udskrev Ny Holte Sogns Menighedsråd en arkitektkonkurrence, hvoraf vinderen ville få lov til at tegne en ny sognegård som erstatning for den nuværende. Siden er der fulgt et langt og stormfuldt forløb med både en retssag om byggeret på grunden, udarbejdelse og godkendelse af lokalplaner for området samt et menighedrådsvalg, hvor det springende punkt netop var spørgsmålet om den nye sognegård.
Men nu ser projektet langt om længe ud til at tage form. Tirsdag den 4. marts klokken 10.00 inviterer Holte Sogns Menighedsråd nemlig til første spadestik til Holte Kirkes nye sognegård, hvor alle er velkommen.

Ny sognegård uden kælder

Når den nye sognegård står færdig omkring 1. maj 2015, bliver det i en revideret udgave i forhold til det oprindelige projekt.
"Oprindeligt var der projekteret med, at vi skulle have en stor kælder. Men efter vi fik sendt forslaget i udbud hos entreprenørene viste det sig, at det ville blive for dyrt i forhold til det budget, som var lagt. Derfor har vi nu droppet kælderen, som ellers primært skulle være brugt til lagerrum og opbevaringsplads," fortæller Sven P. Larsen, formand for Ny Holte Sogns Menighedsråd.
Hvis man på et senere tidspunkt får brug for mere opbevaringsplads, kan man tage tårnværelset over kirken i brug til et arkivrum. Det er dog ikke noget, der er planlagt på nuværende tidspunkt.
"Behovet bliver jo hele tiden mindre i takt med, at flere og flere dokumenter lagres digitalt. Så vi må se tiden an," fortæller Sven P. Larsen.

Det indledende arbejde med rydning af området blev sat i gang i denne uge. Foto: Anne Dahl Kristensen

Behov for nye rammer

I stedet koncentrerer man sig om indretningen af selve grundplanet i den cirka 700 kvadratmeter store nye sognegård. Her skal der være en stor sal, hvor der kan afholdes foredrag, møder, koncerter og lignende. Der vil være to konfirmandstuer, et køkken, foyer, og diverse administrationskontorer til præster og provst samt kirkekontoret. Endelig er der selvfølgelig planlagt en garderobe samt lagerrum.
Og i menighedsrådet ser man frem til de nye rammer.
"Vores nuværende sognegård er indrettet i en gammel præstebolig i et almindeligt parcelhus, og det er i høj grad utilfredsstillende med de små rum. Når vi har afholdt kirkehøjskoler, foredrag og lignende når man undervejs til et punkt, hvor det simpelthen bliver ulideligt at sidde der, selvom vi lukker døre og vinduer op. Så vi glæder os til vi får plenumsalen, hvor der er plads til 100 mennesker," fortæller Sven P. Larsen.
Det indledende arbejde med at fælde træer og lignende er sat i gang i denne uge. Interesserede kan følge med i byggeriet på Holte Kirkes hjemmeside: www.holtekirke.dk