Grevinde åbnede særudstilling med den danske Rembrandt
Kurator og grevinde Cath Alexandrine Danneskiold-Samsøe indviede den første særudstilling på Kokkedal Slot Copenhagen. Udstillingen viser raderinger af Carl Blochs værker. Han går også under navnet 'den danske Rembrandt'
Kokkedal Slot Copenhagen har siden Goldsmiths koncernens køb af det nyrenoverede slot i Hørsholm udvidet paletten af attraktioner. Onsdag aften kunne de tilføje en ny - og den allerførste kulturevent - da kurator og grevinde Cath Alexandrine Danneskiold-Samsøe stod for ferniseringen af særudstillingen "Carl Bloch og hans ihærdige taknemmelighed for livet".
Særudstillingen præsenterer en sjælden samling af den danske kunstners raderinger.
"Blochs raderinger besidder et helt unikt og sofistikeret udtryk, som afspejler hans forfinede tilgang til bearbejdning af detaljer og sublime forståelse for perspektivet og lyset. En af årsagerne til, at han af mange blev kaldt for den danske Rembrandt," siger udstillingens kurator, grevinde Cath Alexandrine Danneskiold-Samsøe.
Carl Bloch (1834-1890) blev i sin samtid regnet for en af Danmarks største malere, med blandt andet omfattende arbejder for bryggeren J.C. Jacobsen, udstillinger herhjemme og i udlandet samt titlen som både professor og vicedirektør for Kunstakademiet i København.
Smerte og livets værdier
Som kunstner fordybede Carl Bloch sig i smerte og livets sande værdier og ville inspirere mennesket til at være ihærdig på trods af udfordrende livssituationer, til også at finde glæde i det dystre, og til aldrig at miste troen på Gud.
"Hans visdom lå i hans store taknemmelighed for livet, hvilket smukt formidles i hans værker,” tilføjer grevinde Cath Alexandrine Danneskiold-Samsøe.
Udstillingen er slottets første kulturevent, og det glæder direktør Michael Telling.
"Det er første skridt i slottets ambition om at forene dansk kultur med slottets unikke univers. Begivenheden følges til foråret op af en unik kunstpakke, hvor slottets gæster kan kombinere et ophold med eksklusiv adgang til omegnens museer," siger Michael Telling.
Carl Bloch-udstillingen kan opleves helt frem til januar 2015, og alle værkerne er til salg.