Fortsæt til indhold

Otte Nødebo-vikinger skal til VM i vintersvømning

Det er nok det eneste VM hvor man ikke behøver at kvalificere sig, man skal bare synes det er dejlig at svømme i iskoldt vand

Samfund
John Jessen Hansen

I dagene 20.-23 marts drager 16 medlemmer af Nødebo Vikingernes 52 medlemmer til Rovaniemi, en by tæt på polarcirklen i Finland, for at dyste i verdensmesterskaberne i vintersvømning. Af de 16 medlemmer, skal de otte i direkte konkurrence.

De otte vikinger, skal svømme 25 meter, både individuelt og stafet. Men vikingerne overvejer også at svømme med på 50-meteren. De andre otte garvede sælhunde, nøjes med at dyppe sig i det iskolde vand.

Kongeetapen under VM-stævnet er 450 meter løbet, men her deltager ingen af vikingerne fra Nødebo.

Der deltager i alt 987 svømmere i VM for vintersvømmere fra 28 lande.
Der svømmes i to discipliner, brystsvømning og freestyle, som er crawl.

Det første VM i vintersvømning fandt sted i Helsinki i 2000. I år er det tredje gang af Finland er værtsnation.

Ingen kvalifikation

"Det bliver helt fantastisk at komme til et VM. Og hvor mange verdensmesterskab kan man komme til hvor man ikke behøver at kvalificere sig til", siger Helle Barker, der er medlem af bestyrelsen i Nødebo Vikingerne og en af de otte sælhunde der skal deltage aktivt i verdensmesterskaberne og fortsætter:

"Det koster 300 kroner at deltage, men så skal vi også selv sørge for at kommer derop og leje hytter vi kan overnatte i. Vi har lejet to, hvor der kan være fire i hver. Det kræver selvfølgelig lidt træning, så vi fik langt om længe i dag søsat og indviet vores nyindkøbte 25 meter bøje i Esrum Sø. Den er vigtig i forhold til vores fortsatte træning", siger Helle Barker og forsøger, dog uden held, en sidste gang at lokke redaktøren ud i det kolde vand.

Selv går Helle, iført slåbrok, ud til søens badebro, for sammen med tre af de andre VM-deltagerne, Ingelis Arnsbjerg, Lotte Klarskov og Stephen Wesssels, at svømme 25 meter i det iskolde vand i Esrum sø.

Redaktøren bliver stående alene tilbage på badebroen, påklædt men alligevel rystende af kulde, og iagttager de fire sælhundes livtag med det kolde element.

Vinterbadningen foregår som regel nøgen i Esrum Sø. Men til VM er der påkrævet badedragt eller badebukser, hætte og specielle briller til alle deltagerne.

God tur til polarcirklen i Finland. I er satme seje i Nødebo.

Helle Barker og Ingelis Arnsbjerg varmer sig på hinanden efter det kolde gys.
Den opmærksomme læser vil nok mene, at der her er tale om en hvalros i Esrum Sø. Men nej, det er Nødebo-vikingen Stephen Wessels, der også skal til VM.
Ingelis Arnsbjerg, Helle Barker og Lotte Klarskov brystsvømmer i Esrum Sø.