Fortsæt til indhold

Endnu et læs byggeaffald smidt midt på vejen

Natten til 22. april smed en ukendt lastbil 47 tons byggeaffald fra den katolske kirke i Hørsholm på Elleslettegårdsvej, der er arbejdsområde for udvidelsen af Helsingørmotorvejen

Samfund
Morten Timm

Byggeaffaldet fra den katolske kirke på Marievej i Hørsholm er ikke kun blevet dumpet ulovligt i Kokkedal og Nivå, som Ugebladet kunne afsløre forleden.
Yderligere 47,74 tons byggeaffald fra kirken blev smidt på Elleslettegårdsvej i Vedbæk, der lige nu er arbejdsområde for entreprenørfirmaet Barslund i forbindelse med udvidelse af Helsingørmotorvejen.
Ifølge entreprenørfirmaet blev der observeret en lastbil uden navn dumpe affaldet tirsdag nat den 22. april, men køretøjets nummerplade nåede man ikke at få.
Da Ugebladet bragte artiklen om de 300-400 tons ulovligt deponeret byggeaffald i Nivå og Kokkedal blev både Barslund og Vejdirektoratet, der er bygherre på motorvejsudvidelsen, klar over, at der var tale om affald fra samme byggeri.
"Vi har sammenholdt det affald, som blev efterladt her ved Helsingørmotorvejen med kirken via Google og de øvrige fotos af byggeaffaldet og kan se, at der er overensstemmelse med spærfarven fra kirken og affaldstræ," oplyser Brian Christensen, kommunikationsmedarbejder i Vejdirektoratet."

Sender regning til Max Nedrivning

Samtidig vil de nu forfølge sagen i forhold til nedrivningsfirmaet Max Nedrivning, der havde fået opgave fra Sankt Hans Kirke.
"Vi har fået kørt byggeaffaldet væk, og der blev i alt bortkørt 47,74 tons. Nu vil vi naturligvis gå til Max Nedrivning med regningen på bortskaffelsen," oplyser Brian Christensen.
Ejeren af Max Nedrivning, Max Hayek, havde kun lige beklaget sagen om de flere hundrede tons ulovligt deponeret affald på Arrivas nedlagte busanlæg i Kokkedal Industripark og Karsemosegårds grusbane i Nivå, da dette dukkede op.
"Det er helt nyt for mig. Jeg må snakke med dem om det," siger Max Hayek.
Han har tidligere forklaret til Ugebladet, at Max Nedrivning på grund af travlhed hyrede en underleverandør, AAA Log/Transport, til at køre affaldet væk.
De har så uden hans viden kørt affaldet hen de tre pågældende steder.

Dette karakteristiske skilt blev fundet blandt de mange tons byggeaffald. Foto: Entreprenørfirmaet Barslund