Fortsæt til indhold

Gymnasieelever har hjernesygdomme på hjernen

Elever fra Allerød forbereder sig til finalen i Lundbecks Drughunter Dyst

Samfund
Af Michael Braunstein

Flere unge skal have dybere indsigt og bredere kendskab til hjernesygdomme samt den bagvedliggende forskning og innovation. Det er målet med Lundbecks Drughunter Dyst, der er en landsdækkende konkurrence, hvor gymnasielever prøver at tænke som forskere og kæmper om at udvikle fremtidens lægemidler til mennesker, der lider af hjernesygdomme. Allerød Gymnasium er midt i forberedelserne til finalen.

Det kræver forskning og innovation at knække koden til hjernens sygdomme. Det ved de på Allerød Gymnasium, hvor eleverne er travlt optaget af jagten på fremtidens lægemidler inden årets finale i Drughunter Dysten 25. april.

Medicinalvirksomheden Lundbeck står bag konkurrencen, der har til formål at give en dybere indsigt i forskning og innovation indenfor medicinudvikling. Samtidig skal hjernelidelser og de udfordringer, der dukker op i forbindelse med behandlingen på dagsordenen blandt unge.

Den store finaledag finder sted i Lundbecks hovedkvarter i Valby på Forskningens Døgn. Her møder eleverne minister for sundhed og forebyggelse Nick Hækkerup samt Lundbecks forskere Jes Brix Lauridsen og Jan Kehler, som vil tage eleverne med en tur ind i hjernens forunderlige og fascinerende verden.

Ambitionen er, at eleverne får deres viden om kemi, biologi og bioteknologi sat i spil i forhold til vigtige samfundsmæssige udfordringer. De skal opleve, hvordan forskning kan gøre en forskel for både patienter og samfund.

Dette års konkurrence blev kickstartet i starten af januar 2014 og eleverne har herefter haft tre måneder til at udarbejde en videnskabelig plakat, en såkaldt poster, som led i deres undervisning i fagene kemi, biologi eller bioteknologi. For at besvare konkurrencens spørgsmål skal eleverne opnå indsigt i hjernesygdomme, som depression, skizofreni, Parkinsons og Alzheimers sygdom, og de vil stifte bekendtskab med områder som nervesystemets fysiologi, lægemiddelkemi og farmakologi.

Få mere at vide på www.drughunters.dk.