’Whiskybæltet’ tilhører også ’Udkantsdanmark’
Unge flytter i lige så høj grad fra Rudersdal og andre attraktive kommuner nord for København som fra småøerne
Whiskybæltet er populært sagt også en slags 'Udkantsdanmark'.
Det er konklusionen på en ny undersøgelse, som Momentum har foretaget ved at bruge Danmarks Statistiks registre. Det skriver ejendomsmæglerkæden home i en pressemeddelelse.
I analysen har man set på flyttemønstrene for hele årgang 1979. Resultatet er, at 42 procent af de 33-årige danskere stadig bor i samme kommune, som de afsluttede grundskolen i.
De unge flytter fra Rudersdal
Men analysen rokker samtidig ved betegnelsen 'Udkantsdanmark' Hos home peger man nemlig på, at det faktisk er de nordsjællandske kommuner som Rudersdal, Hørsholm, Allerød, Lyngby-Taarbæk og Furesø, der har måttet vinke farvel til flest borgere fra årgang '79. Sammen med blandt andet Læsø, Fanø, Ærø og Samsø ligger de byer blandt de 10 kommuner med den laveste andel af 1979-årgangen, der stadig bor i hjemkommunen.
"Det er overraskende, at disse kommuner nord for København ligger i bund, da de jo er kendetegnet ved både at have nem og hurtig adgang til natur og til mulighederne i storbyen. Kvaliteter, der andre steder i landet ville sikre, at mange ville søge deres første bolig i kommunen, hvor man er opvokset," siger relationschef i home Mads Ellegaard.
Søger mod uddannelse
Ifølge Mads Ellegaard er der flere forklaringer på fraflytningstendensen.
"Det er typisk i 18-25-års alderen, at folk flytter, som regel for at få en uddannelse, og trafikken går i disse år markant mod de store studiebyer," siger han for fortsætter:
"Deres hjemkommuner er 'på landet' for dem, selv om man i resten af Danmark kan have en anden opfattelse."
Samtidig påpeger home-chefen, at de relativt høje boligpriser i de nordsjællandske kommuner formentlig også påvirker mønstret.
De største bykommuner er bedst til at holde på borgerne, hvor mellem 50 og 60 procent bliver boende i deres hjemstavnskommune – for eksempel i de største studiebyer samt en række kommuner i Trekantområdet og langs den jyske østkyst.
/adk