Mand spildte salpetersyre på sig selv
En 47-årig mand fra Smørumnedre fik tirsdag eftermiddag ætset sin ene fod, da der gik hul på en 25 liter dunk med salpetersyre
Det er ikke helt ufarligt at flytte en dunk med salpetersyre.
Det kan en 47-årig mand fra adressen Stangkær i Smørumnedre skrive under på efter en ulykke tirsdag eftermiddag klokken 16.22.
Manden var ved at flytte dunken med 25 liter salpetersyre, da den pludselig gik i stykker, så syren løb ud over ham og gulvet.
"Han fik ætsninger på den ene fod og kom til at indånde dampene," lyder det fra Politikommissær Claus Kofod fra Nordsjællands Politi.
Til alt held, så var beredskabet hurtigt fremme på adressen, hvor mandens tøj blev flået af, inden han blev spulet.
Blev spulet af beredskabet
"Beredskabet fik stoppet syreskaderne, så det kun var mandens fod, der fik ætsninger. Han blev derefter kørt på skadestuen," siger Claus Kofod.
Ulykken medførte, at familien måtte overnatte et andet sted, ligesom politihjemmeværnet bevogtede huset, hvor gulvet har fået flere syreskader.