"Jeg forventer, at alle respekterer beslutningen"
Ex-borgmester Søren P. Rasmussen er glad for baglandets opbakning og forventer, at beslutningen om at han igen skal stå i spidsen for Venstre respekteres af alle
Søren P. Rasmussen kan være på vej tilbage til de ledende poster i Venstre i Lyngby-Taarbæk. Den detroniserede borgmester blev ellers vraget til posterne som Venstres gruppeformand og formand for Kultur- og Fritidsudvalget, da Venstres femmandsgruppe på Lyngby Rådhus i december konstituerede sig efter valget i november, hvor partiet gik tilbage.
Men nu har Søren P. Rasmussen fået et flertal i baglandets håndslag på, at han bør være manden, der fortsat tegner Venstres profil i kommunen.
Kan ikke genkende splid
Og det glæder den 46-årige ex-borgmester.
"Jeg er glad for, at det var en tydelig afgørelse med 60 procent af stemmerne. Inden afstemningen gjorde jeg opmærksom på, at jeg ville respektere generalforsamlingens beslutning uanset, hvad den måtte blive, og jeg forventer derfor, at alle andre gør det samme," siger Søren P. Rasmussen, der ikke kan genkende, at der skulle være uenighed i gruppen på Lyngby Rådhus, der udover ham selv består af Henriette Breum, Birgitte Hannibal, Jakob Engel-Schmidt og gruppeformanden Dorthe la Cour, der ifølge generalforsamlingens beslutning bør overlade sine poster til Søren P. Rasmussen.
"Jeg oplever ikke, at der er politisk uenighed. Jeg har fire fantastiske kolleger, som jeg har delt mange fantastiske oplevelser med, og jeg er ufatteligt lidt optaget af diskussionen om personer. Det gælder om, at vi får lavet mest mulig Venstre-politik," siger Søren P. Rasmussen.
Højeste myndighed
Han forventer, at beslutningen nu kommer på dagsordenen på et møde i Venstres gruppe i kommunalbestyrelsen.
"Jeg forventer, at vi tager en snak om det her i gruppen, når vi mødes igen. Generalforsamlingen er vores højeste myndighed, og så er det rigtigt, at gruppen er en autonom størrelse. Men reelt set skal vi basere os på det, vores bagland mener. Sådan har jeg altid ageret. Baglandet er ekstremt vigtigt i Venstre," siger Søren P. Rasmussen.
Formand for Venstre i Lyngby-Taarbæk, Jakob Dahl Christiansen, vil ikke på nuværende tidspunkt spå om, hvad beslutningen kommer til at betyde.
"Jeg tør ikke sige hvilken betydning opfordringen fra generalforsamlingen får. Gruppen vælger selv hvorledes den konstituerer sig, men der er ingen tvivl om at vi fremadrettet fortsat skal have fokus på det gode samarbejde," siger Jakob Dahl Christiansen.
Det lykkedes ikke DGO at få fat på Dorthe la Cour inden deadline.