Kanyler skal væk fra Borggade
Socialrådmand Thomas Medom (SF) strammer op i Borggade og sætter sociale viceværter ind for at forhindre kanyler på offentligt toilet
Forestil dig, at du er ude og gå tur med dit barn, som pludselig skal tisse. Du finder det nærmeste offentlige toilet, men da du åbner døren, flyder det med blodige kanyler og affald.
Lokalavisen Aarhus skrev i november, hvordan kanyler og blod flød på et offentlig toilet i Borggade kun 150 meter fra fixerummet. Selvom både borgmester Jacob Bundsgaard (S) og den daværende socialrådmand, Hans Halvorsen (S), lovede bod og bedring, så kan tissetrængende børn og voksne stadigvæk finde blod, affald og kanyler på toilettet.
“Det er både hverdag, aften og weekend, hvor vi oplever, at narkomaner går ind og fixer. Det er akkurat det samme, som før fixerummet åbnede, og vi er mange, som er bange for at vores børn render ind på toilettet og stikker sig,” siger Steffen Hou, som bor i Borggade og har udsigt til det offentlige toilet, hvor narkomanerne holder til.
Socialrådmand Thomas Medom (SF) kalder det for uacceptabelt, at der stadigvæk er problemer med kanyler i Borggade, og han lover hurtig indsats.
“Det er ikke acceptabelt. Jeg har derfor besluttet, at vi fra i dag også får de sociale viceværter til at dække Borggade, så de kan hjælpe narkomanerne og fjerne kanylerne,” siger socialrådmanden.
Også borgmesteren håber, at de socialeviceværter kan skabe ro i den betændte gade.
“Det er naturligvis uheldigt med de episoder, der har været omkring Borggade, men jeg kan forstå på socialrådmanden, at man nu iværksætter nogle nye initiativer, og jeg har fuld tillid til, at man fra afdelingens side tager hånd om de gener, der har været,” siger Jacob Bundsgaard.
Hvad med weekenden?
Udover de socialeviceværter skal også ændrede åbningstider i fixerummet få kanylerne helt væk fra gaden.
Fra 1. marts bliver åbningstiden ændret fra klokken 10-17 til klokken 8-15. Det efterlader dog stadigvæk narkomanerne i en situation, hvor de ikke har noget sted at fixe om eftermiddagen, aftenen og i weekenden.
“Jeg vil gerne have, at fixerummet skal holde åben i weekenden, men det er der desværre ikke sat penge af til i øjeblikket. Derfor håber jeg, at de sociale viceværter i Borggade kan hjælpe på problemet,” siger socialrådmanden.
Lokalavisen Aarhus vil løbende følge udviklingen i Borggade.