Egå-dreng stiller op til SF's hovedbestyrelse
Tidligere Børne- og Ungeborgmester, 17-årige Andreas Genefke, er klar til at stille op til SF's hovedbestyrelse.
“SF er i krise, men jeg tager nu kampen op og stiller op til landsledelsen, på trods af, at jeg først fylder 18 om lidt over en måned.”
Sådan taler en ægte parti soldat.
Og sådan en er den tidligere Børne- og Ungeborgmester, Andreas Genefke, der bor i Egå og til dagligt læser HF på Aarhus Akademi. For trods en større udvandring fra det nu tidligere regeringsparti, er støtten større end nogensinde fra hans side.
“Jeg blev overrasket over, at Ida Auken meldte sig ud af vores parti for at blive radikal, men ellers er der ikke så meget, der er kommet bag på mig. Men det er da utrolig ærgerligt, at der er så mange, der har forladt partiet. Jeg vil gerne være med til at genskabe tilliden til partiet. Jeg er SF'er, og det bliver jeg ved med at være,” siger den unge politiker, som har været medlem af SF Ungdom i godt og vel tre år.
Han mener, at det var den helt rigtige beslutning at træde ud af regeringssamarbejdet, for der blev ikke ført solidarisk SF-politik i regeringen.
Man må tage ansvar
“Man skal gå ind i politik, hvis man vil ændre noget, også selv om man nogen gange må stå på sidelinjen. Man må tage ansvar, derfor er jeg aktiv,” fastslår Andreas Genefke.
En årsag til, at han blev politisk aktiv, er, at han har haft en del kontakt med psykiatrien.
“Min mor har i en lang årrække været indlagt, og der mødte jeg i en ung alder nogle andre sider af samfundet, “ fortæller Genefke.
Yngste kandidat
Han er formentlig den yngste kandidat til landsledelsen nogensinde, men det afskrækker ham ikke.
“Som Børne- og Ungeborgmester fik jeg virkelig smag for politik og især for kommunalpolitik, og så er det spændende med de mange udfordringer i partiet,” siger den 17-årge HF-studerende, der gerne vil videreuddanne sig til socialrådgiver eller socialpædagog, inden der måske venter en politisk karriere.
Det er den første weekend i marts, at SF holder ekstraordinært landsmøde i forbindelse med valg af ny formand i Kolding, og her bliver det altså afgjort, om Andreas Genefke kommer med i landsledelsen.
“Jeg har ingen anelse, om jeg bliver valgt ind. Jeg er jo ikke så kendt et ansigt, men jeg håber det,” siger den tidligere Børne- og Ungeborgmester.