Fortsæt til indhold

Ung mand sigtet for brand

En ung mand fra Roskilde er sigtet for brandstiftelse i Jyllinge

Samfund
Jesper Kappel

En 17-årig ung mand fra Roskilde er blevet sigtet for at starte en ildebrand på Mølleengen i Jyllinge natten mellem fredag og lørdag.
Klokken 04.40 fik politiet via alarm 112 melding om, at brandvæsnet var sendt til en ildebrand i en container med papir. Ved politiets ankomst var brandvæsnet i færd med at slukke branden i aviscontaineren. Branden havde imidlertid bredt sig, så to biler parkeret op ad aviscontaineren også var brudt i brand.

Knallertkøre uden lys

Der var ingen personer til stede, men naboer havde kort før brandens opståen hørt en knallert i området. Da brandvæsnet og politiet var færdige på brandstedet, bemærkede politiet på Jyllinge Parkvej en knallertkører uden lys på knallerten. Knallertkøreren blev standset med henblik på nærmere undersøgelse af føreren og køretøjet.
Føreren var en 17-årig ung mand fra Roskilde. Han var påvirket af spiritus og muligt også narkotiske stoffer under kørslen, ligesom han heller ikke havde noget knallertkørekort. Da politifolkene tillige bemærkede røglugt i hans tøj, blev han anholdt som mistænkt for brandstiftelse i aviscontaineren samt med henblik på udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og narkotika. De to bilejere blev underrettet, idet de var til stede ved deres udbrændte biler.

Varetægtsfængslet

Ved afhøring af den 17-årige, hvor de sociale myndigheder var til stede, sigtede politiet ham for blandt andet brandstiftelse i aviscontaineren og de to biler. Han blev fremstillet i et grundlovsforhør om lørdagen klokken 11.30 i retten, og dommeren valgte at varetægtsfængsle ham på en sikret institution for unge frem til den 20. marts 2014.