Ulla Tørnæs besøgte overfaldssikret rasteplads
Årligt bliver op imod 90.000 lastvognschauffører røvet eller overfaldet på de europæiske landeveje. Det har Statoil i Padborg siden 2012 forsøgt at gøre noget ved ved at etablere Nordeuropas første sikrede rasteplads. Det omkring 7.000 kvadratmeter store indhegnede område har plads til 50 vogntog, det er videoovervåget i døgndrift, og scanner nummerplader på alle køretøjer både ved ind- og udkørsel, hvilket minimerer muligheden for overfald betragteligt.
"Uanset om man arbejder på kontor eller på landevejen, skal vi gøre det så sikkert som muligt at udføre sit arbejde. Derfor er initiativer som dette vigtigt, for at vi får forbedret sikkerheden for chauffører," havde folketingsmedlem for Venstre og spidskandidat til Europaparlamentsvalget, Ulla Tørnæs, udtalt forud for besøget, hvor det blandt andet blev drøftet, om der er mere, man kan gøre fra politisk hold i forhold til at sikre chaufførerne.
Venstres nuværende medlem af Europaparlamentet, Anne E. Jensen, har som medlem af Transportudvalget arbejdet med sikkerhed for chauffører. Et arbejde der ifølge Ulla Tørnæs fortsat skal løftes, når Anne E. Jensen stopper ved valget.