"Vores lejlighed giver frihed"
Trine Broholm Jacobsen og Ino Buch Jensen har siden 1985 boet sammen i en ejerlejlighed i Søllerød Park. Her er deres børn vokset op, og ifølge dem har valget af lejlighed givet frihed til at prioritere ferier og tid med børnene
Det var ikke just med hendes gode vilje, at Trine Broholm Jacobsen i 1985 flyttede ind i ejerlejligheden i Søllerød Park. Men det forholdt sig tilfældigvis sådan, at hendes kæreste Ino Buch Jensen havde købt lejligheden, og ham ville hun til gengæld hellere end gerne bo sammen med.
"Jeg flyttede kun ind, fordi du boede her," griner Trine Broholm Jacobsen og fortsætter:
"Jeg er vokset op i Birkerød og boede på daværende tidspunkt i København. Jeg tænkte dengang, at hvis jeg skulle flytte uden for København, skulle jeg tilbage til Birkerød, men jeg havde egentlig mest lyst til at blive i København. Jeg tænkte, at lejligheden i Søllerød Park var lille, busserne gik aldrig, og i det hele taget var det bare langt ude på landet."
Masser af socialt liv
Men overtalt, det blev hun. Og det varede da heller ikke længe, før Trine egentlig blev meget glad for boligen i Søllerød Park. Så glad, at hun i dag fortsat bor i Søllerød Park sammen med Ino, og det har de nu gjort i 29 år.
Læs: Sådan er det at bo på Trørød Kollegiet
Ifølge parret fandt et af vendepunkterne sted i 1988, hvor de fik deres første barn.
"Da vi først fik børn, var der slet ingen tvivl om, at Søllerød Park var det rigtige sted at være for os. Skole og institutioner ligger lige i nærheden, vi er omgivet af indbydende skov og natur, hvor de kunne lege, og samtidig var her så mange andre børnefamilier, at børnene hurtigt fik masser af kammerater. Samtidig var det rart for os forældre, at have ligesindede at tale med, når vi var ved sandkassen sammen med børnene," fortæller Ino Buch Jensen.
Sparsom plads
I de første år med deres to børn boede familien i en lejlighed på cirka 84 m2. På det tidspunkt delte sønnen og datteren værelse, indtil de var henholdsvis 6 og 10 år, hvor familien flyttede til deres nuværende lejlighed, som er 102 m2 og har tre værelser udover badeværelse, stue og køkken.
Læs: Andedammen er én stor familie
"Man vænner sig til at være fire mennesker om ét badeværelse, men det er klart, at morgenrutinen helst skulle følges nøje," griner Ino Buch Jensen og fortsætter:
"Samtidig var det enormt hyggeligt at stå derude alle fire, som vi ofte har gjort, og jeg tror faktisk også, at den mindre plads har koblet os tættere sammen som familie. Jeg ville i hvert fald aldrig have været de øjeblikke foruden."
Frihed til andre ting
I det hele taget er parret af den opfattelse at valget om at bo i lejlighed har givet familien frihed til at prioritere andre ting end hus og hjem.
"Vi har altid været lidt forsigtige økonomisk, og derfor har vi heller ikke ønsket at sidde for hårdt i det. Samtidig har det åbnet for andre muligheder. Vi har eksempelvis altid været på både sommerferie og skiferie, vi har et sommerhus, som vi har brugt meget, og jeg har haft mulighed for kun at arbejde på deltid, imens børnene var små. Det gør, at jeg i dag med glæde kan tænkte tilbage på, at vi har været så meget sammen med vores børn, som overhovedet muligt," fortæller Trine Borholm Jacobsen.
Drømmen om en have
Til gengæld indrømmer parret også gerne, at tanken om at flytte har strejfet dem mange gange.
"Det har i høj grad handlet om ønsket om at få sin egen have. Men hver gang vi har overvejet det, når vi frem til den samme konklusion, nemlig at vi får haven, men at vi til gengæld også risikerer at sidde alene tilbage bag ligusterhækken," lyder det fra Ino Buch Jensen.
I dag er børnene flyttet hjemmefra, og pladsen er derfor ikke længere et issue. Og parret overvejer da heller ikke længere at flytte fra Søllerød Park.
"Hvis vi skal flytte nu, skal vi til at starte et helt nyt netværk op. Og så må jeg indrømme, at jeg nyder at møde kendte ansigter, når jeg går over til Søllerød Købmanden. Der er meget hyggeligt og trygt her i Søllerød Park. Vi ved, hvem der hører til her. Og selvom vi ikke længere har det samme behov for at sidde nede ved sandkassen, som børnefamilierne har, så er det da hyggeligt at følge med i livet derude," siger Ino Buch Jensen.
"Og så er vi fri for at skulle holde hus og have. Vi har jo den ægte natur omkring os, og til gengæld kan vi bruge vores tid på alt muligt andet," supplerer Trine Broholm Jacobsen.