Hvor er hjælpen til erhvervslivet?
Den lokale erhvervsmand René Anderson, der ejer Strandgrillen, savner, at Christiansborg også husker erhvervslivet, når reglerne for stormflod skal revideres
Mens privatpersoner i onsdags kunne, om ikke juble, så i hvert fald håbe på bedre vilkår for erstatninger efter stormfloden, så må de erhvervsdrivende tilsyneladende kigge langt efter en hjælpende hånd fra Christiansborg.
Og det overrasker og skuffer René Anderson, der ejer Strandgrillen i Frederikssund, som ifølge ham har skader for en halv million kroner.
Hans primære anke angår driften af hans virksomhed, som måtte lukke i en periode:
Var grillen brændt ned, ville René Anderson og hans forpagter modtage kompensation for den tabte omsætning. Men stormloven dækker ikke "indirekte" skader som den mistede omsætning.
"Min forpagter er jo mere eller mindre konkurs. Det er fuldstændig grotesk. Og det er da underligt, at erhvervs-ministeren slet ikke nævner erhvervslivet," siger René Anderson og refererer til Erhvervs- og Vækstminister Henrik Sass Larsens løfter om en bedre ordning.
Overfor Lokalavisen bekræfter Stormrådet, at der ingen ændrede vilkår er for erhvervslivet. Men det er på Christiansborgniveau, at man politisk bestemmer, om Stormrådet også skal dække følgeskader efter stormflod.
Regeringen har allerede tænkt sig at ændre reglerne for følgeskade af stormflod, men kun når det gælder skimmelsvamp.