Fortsæt til indhold

Frit fald på 27 grader

Samfund
Arkiv

Den er 31 meter lang, tre meter bred og har et fald på 27 grader – det maksimalt tilladte fald.
Du kan blive en af de første til at prøve Badesøens nye superrutsjebane, når dørene slås op til friluftsbadet i Albertslund lørdag den 24. maj klokken 08.
"Banen er prøvekørt og med garanti klar!", lyder det fra Ole Lindholdt, idrætsdirektør i Albertslund.
"Den nye superrutsjebane er vores nye attraktion. Vores plan er, at den skal tage noget af det pres der normalt er på de store dage på den gamle rutsjebane. Den nye bane har ikke rødt-grønt lys. Man hopper bare på, når man kan se, at der er fri bane – og man kan køre ved siden af hinanden, hvis man vil. Banen vil nok mest tiltrække de unge fra 10 år og opefter".
Børnene har stadig den gamle bane, hvor man lander i det lave vand. Den nye bane lander i et særskilt bassin og ikke i Badesøens store bassin.

Sikkerheden tunet

"Ellers er Badesøen klar til åbningen", understreger Ole Lindholdt. "Vi har netop holdt fintuning af livreddere og det øvrige personale – så ting som førstehjælp, konflikthåndtering osv er på plads. Det er jo lidt af en opgave at holde styre på det hele, når der er 3000-4000 mennesker i Badesøen, som der er på en god dag".
Ole Lindholdt fortæller, at man også har fået sikkerhed omkring pengehåndtering, så der kun er meget få og små pengebeløb i omløb i Badesøen. De fleste betaler med kort, men kontanterne ledes via en ny maskine væk fra personalets hænder, så snart der er betalt.

Idrætsdirektør Ole Lindholdt, da den nye superbane blev installeret tidligere på året.

Serviceforbedringer

"Den nye sæson byder også på en række serviceforbedringer", fortæller Ole Lindholdt. "I år indfører vi f.eks. gratis trådløst internet overalt på badesøens område. Så kan man koble sig på nettet med sin smartphone eller iPad".
"Vores ca. 2000 omklædningsskabe på afdelingerne er i princippet gratis at bruge. Man betaler for en polet og får pengene tilbage, når skabet åbnes efter brug".
"I år har vi gjort minigolf til en del af den billetpris man betaler, når man går ind på badesøen – så er man først inde, er minigolf gratis."
"Sundhed tænkes ind i alt, hvad vi gør. I år har vi f.eks. lavet et særskilt fitness-område, hvor der bl.a. kan dyrkes spinding, crossfit og så naturligvis svømmes i vandet."
"Vi har indkøbt dobbelt så mange liggestole i år og udvidet det område, hvor de bruges. For bare 25 kroner kan man have en liggestol en hel dag."

Derfor kommer vi

Ole Lindholdt fortæller, at Badesøen efterhånden er blevet en stor attraktion, som tiltrækker folk fra hele hovedstadsområdet og langt ud på Sjælland.
"Jamen årsagen er, at Badesøen fra starten er godt tænkt. Der er god plads, der er gode p-muligheder, der er masser af faciliteter, og så er selve bassinet stort og tiltrækkende. Desuden er der en afslappende stemning, og man kan tage sin egen madpakke med, hvis man vil. Ellers kan man købe mad og drikke i kiosken – og i år har vi naturligvis overført Jumpfood – det sunde madalternativ – til Badesøen på lige fod med Stadion", siger Ole Lindholdt.
Og apropos sundhed: Sidste år indførte man røgfri Badesø – og det uden de store problemer, ifølge Ole Lindholdt. I år er det udvidet, så ingen af personalet ryger i arbejdstiden. Dermed sender man et signal om, at man vil noget med sin sundhedsprofil.

Åbningen

Badesøen åbner som sagt 24. maj. Borgmester Steen Christiansen holder åbningstalen kl. 8, og Bakkens Horn spiller. Badesøen giver morgenmad og kaffe. derefter er der gratis adgang til Badesøen frem til kl. 10.
"Sidste år var en kanon-sommer – så vi havde omkring 65.000 gæster. Det tal bliver nok svært at slå i år. Men det er også OK for os, hvis vare bare når tallet!", lyder det fra en optimistisk Ole Lindholdt her før sæsonstart.
brie