Fredensborg-dreng vil sætte ruten mod Le Mans
19-årige Frederik Mortensen, der er tidligere elev på Asminderød Skole, er klar til at give den fuld speed for at nå sit mål om at deltage i motorløbet le Mans i 2020
Frederik Mortensen, tidligere elev på Asminderød Skole, er kun 19 år, men vil prøve kræfter med profferne og de erfarne. Herhjemme kører han en Renault Clio-racer, mens han træner i en håndbygget Ginetta på de engelske baner. Målet er at komme på podiet efter udholdelsesløbet Le Mans i 2020.
Skal nok finde vejen
Det kan lyde som langt ude i fremtiden, men Frederik vil arbejde målrettet med at søge sponsorstøtte og med at deltage i udviklende løb i England hver eneste sæson. Dette års sæson indledes til påske på Oulton Park.
"På mit niveau skal man have penge med hjemmefra. Det koster at leje en simulator og at komme til start; der er lang vej til Le Mans, men jeg skal nok finde den," siger Frederik Mortensen, der for nyligt præsenterede sine planer i Fredensborg Rotary Klub.
Klar til 100 % fokus
Indtil nu har der været en del buler på vejen til succes for den unge sportsmand. På et tidspunkt kørte Frederik galt og var i pitt med hjernerystelse og fibersprængning. Omvendt har han gennem forløbet fået opbakning og praktisk hjælp af sin far Lars og bedstefar Jens Mortensen fra Sørup. Og nu er han klar – til at skyde den nye sæson i gang og til at bane vejen til Le Mans i 2020.
"Det bliver min bedste sæson nogensinde! Sidste år var en hård opgave, hvor jeg fik et godt resultat med hjem. I år har jeg et yderst professionelt team bag mig, og det giver mig overskud til at fokusere 100 procent på at køre bilen," siger den unge nordsjællænder.