"Vi læser ikke alle sager"

Læserbrev af Maria Sloth, Enhedslisten, byrådsmedlem i Aarhus
Da jeg gik i 3.g så vi en Michael Moore film med en senator, der sagde følgende: “ Vi læser da ikke alt det, vi stemmer om. Er du klar over, hvor lang tid, det ville tage?!”
Vi grinte alle sammen. Tænk at leve i et system, hvor lederne godt nok var demokratisk valgt, men ikke havde tid til at sætte sig ind i de sager, de stemte om.
I dag griner jeg ikke. Jeg har nemlig oplevet præcis det samme i Aarhus byråd.
At sidde i byrådet betegnes som et fritidsjob. Det forventes, at man har et job ved siden af, og det er en økonomisk nødvendighed for de fleste.
Men jobbet ved siden af tager for nogen overhånd, og de glemmer at prioritere tiden på at forberede sig ordentligt til møderne.
For få måneder siden lovede Vestager en lønstigning til lokalpolitikerne. Var jeg blevet spurgt inden, havde jeg nok foreslået at give de penge til nogen, der havde mere brug for det. De unge kontanthjælpsmodtagere, som ikke engang har økonomi til at leje sig ind på herbergene fx. Eller flexjobberne, førtidspensionisterne eller nogen af alle de andre grupper, der har holdt for under krisen.
En lønstigning kan i min optik kun retfærdiggøres, hvis resultatet af den bliver, at de folkevalgte køber sig mere fri fra deres faste arbejde og bruger pengene på at lave politik.
Jeg har flere gange oplevet politikere, der ikke havde sat sig godt nok ind i de ting, de var i gang med. Jeg har både oplevet det i et udvalg, hvor der sad folk, der ikke havde læst det kommissorium, vi var forpligtede til at arbejde ud fra. Og jeg har oplevet det i byrådssalen, hvor folk enten ikke har haft eller ikke har valgt at bruge tid nok på at sætte sig ind i, hvad de sager, vi behandler, går ud på.
Det er super frustrerende, når ens forslag bliver stemt ned, ikke på grund af, hvad det går ud på, men på grund af de forskellige partiers fordomme om, hvad et forslag fra Enhedslisten går ud på. Og det er rigtig svært at blive enige om noget i et udvalg, hvis man sidder og taler ud fra to forskellige udgangspunkter, fordi den ene part ikke lige har gidet at læse de tidligere beslutninger, der ligger til grund for arbejdet i netop det udvalg.
Jeg skal gerne indrømme, at der er meget at læse. Jeg tror, den sidste opgørelse viste, at byrådspolitikerne bruger 20 timer om ugen på arbejdet. For mig kan det ikke gøre det. Men hvis man har prioriteret at sidde i byrådet, så må man også lægge arbejde i det. Det er et kæmpe demokratisk problem, hvis beslutningstagerne ikke ved, hvad de træffer beslutninger om. Om skylden ligger hos lønnen eller hos de enkelte politikere, vil jeg lade læserne om at vurdere. Og blot stilfærdigt håbe på, at der bliver råd til at prioritere byrådsarbejdet lidt højere, når lønforhøjelsen kommer om en måneds tid.