Se hvor sjælden fugl yngler for tiden
Hvis du er heldig, kan du lige nu se den Sortstrubede Bynkefugl på et fredet område i Nordsjælland netop nu
For tiden kan på Melby Overdrev opleves Sortstrubet Bynkefugl. Det er en unik kuriositet for området, da Sortstrubet Bynkefugl er en yderst fåtallig ynglefugl i Danmark og indtil slutningen af 90'erne kun kunne ses nogle få steder langs de Vestjyske kyster og i Sønderjylland.
Smuk fugl
Det første ynglende par på Melby Overdrev bliver registeret i 1998. Den yngler så vidt vides ikke andre steder på Sjælland. Hannen er en smuk fugl, med sit sortebrune hoved og strube, i kontrast til en bred hvid halsside. Brystet er varmt orange, bugen hvidgrå. I flugten har den lyse markeringer langs skuldrene og på overgumpen. Hunnen og den unge han er ikke så iøjnefaldende som den gamle han, da de mangler det sorte som kontrast til de gyldenbrune farver.
Fanger insekter
I år sås den første Sortstrubet Bynkefugl i starten af marts, det er lidt tidligt og må skyldes det lune forår, normalt ankommer den sydfra fra midt i marts. Den sidder ofte i toppen af buske eller hegn, hvor den kan holde udkig efter dens foretrukne føde insekter, som den fanger i luften eller på jorden.
Sortstrubet Bynkefugls ynglebiotop er kystnært overdrev og hede og det er præcist det landskab som Melby Overdrev kan byde på. Antallet af ynglende fugle er steget siden de første blev set. Så vidt vides ynglede der tre par sidste år og muligvis helt op til fem par året før. I år er foreløbig set 12 forskellige fugle, så bliver spændende hvor mange ynglende par det kan blive til.
Foretrækker lyng
Melby Overdrev er fredet område. Det har gennem 100 år været skydeterræn for militæret og har derfor undgået at blive udstykket til sommerhusråde. Området har i mange år været ved at gro til med træer og græsser der kvæler lyngen. De sidste år er der blevet gjort et stort arbejde fra Dansk Naturfredningsforening Halsnæs og Skov- og naturstyrelsen Nordsjælland ved hjælp af frivillige, med at bringe området tilbage til den oprindelige lynghede og resultaterne af dette samarbejde, er ved at vise sig. Melby Overdrev ligner nu igen lynghede og det voksende antal af Sortstrubet Bynkefugl et vel også et bevis på at områdets sundhedstilstand er steget betydeligt.