Fortsæt til indhold

Det er vemodigt

Når superligasæsonen slutter, siger Kasper Hjulmand farvel til FC Nordsjælland. "Det er med en masse vemod, at det er blevet til til at skifte", siger han

Samfund
Helene Stolle

Kasper Hjulmand er blevet beskrevet som et af de største trænertalenter i Danmark, og han har formået at føre FC Nordsjælland til store resultater gennem de sæsoner, han har stået i spidsen som cheftræner. Guld og sølvmedaljer og Champions League er det blevet til. Alligevel er det nu blevet tid til at sige farvel til klubben.
"Vi har selvsagt været rigtig glade for Kasper Hjulmands virker i FC Nordsjælland. Resultaterne taler egentlig for sig selv, men jeg vil gerne benytte lejligheden til at rose Kasper for at have medvirkert markant til den store udvikling, klubben har været igennem og fortsat er inde i", siger Allan K. Pedersen, bestyrelsesformand i FC Nordsjælland.
Han understreger, at det er med rette, at Hjulmand er blevet kaldt for et af landets største talenter blandt trænerskaren.
Se Allan K. Pedersen og Kasper Hjulmand fortæller om overvejelserne bag trænerskiftet her
"Derfor bliver det nu noget andet og nyt, vi skal i gang med. Det bliver et savn, men det er også det rette tidspunkt for begge parter at skilles og finde ny energi og inspiration", siger Allan K. Pedersen, der er overbevist om, at Kasper Hjulmand fortsat vil levere en topprofessionel indsats i den resterende del af sæsonen.

Tidspunktet er det rigtige

Selvom Kasper Hjulmand ikke lægger skjul på, at det er vemodigt at skulle afslutte samarbejdet med FC Nordsjælland, mener han alligevel, at tidspunktet er rigtigt.
"At det stopper her er et resultat af, at både klubben og jeg selv føler, at det er det rigige tidspunkt. Det er lidt atypisk i fodbolverdenen, at man får lov til at være et sted så længe (Hjulmand har været i FCN de seneste seks sæsoner, red.), og samtidig endda er enige om, hvornår der skal skiftes på pladsen. Men når man ser på vores samarbejde de seneste år, er det næsten den eneste måde, det kunne ske. Vi vil simpelthen alle det bedste for FC Nordsjælland", siger Kasper Hjulmand.
At cheftræneren har et helt særligt forhold til FCN, fortæller han her:
"FC Nordsjælland er en klub, der betyder utrolig meget for mig, og det er selvfølgelig med en masse vemod, at det bliver blevet tid til at skifte. Jeg elsker og tror på de værdier, der er i klubben, og jeg er sikker på, at det, der er bygget op, kun er starten til noget endnu større, hvis man formår at holde fast i kulturen og i udviklingen", siger han og understreger, at han glæder sig til at gøre sæsonen færdig.
"Sammen med resten af trænerteamet og spillerne vil jeg gøre alt for, at vi slutter så godt som overhovedet muligt. Med fem kampe tilbage er vi i en situation, hvor der er alt at spille for, og det vil have min fulde fokus", lyder det fra Hjulmand.