Biogasmotor forvandler slam til el og varme
Hørsholm Vand bruger en biogasmotor til at spare stort på strømmen
Den ambitiøse målsætning, som Hørsholm Vand ApS satte sig for godt tre år siden, om inden udgangen af 2013 at reducere Usserød Renseanlægs samlede el-forbrug med en fjerdedel, er lykkedes.
Samtidig er indkøbet af strøm i samme periode faldet med 37,5 procent, fordi anlægget nu selv producerer strøm.
En langrække initiativer bidrager til at spare på energien: pumper er udskiftet, rør er indstillet, og en række arbejdsprocesser er blevet effektiviseret.
Den største effekt stammer dog fra en stor biogasmotor, som blev taget i brug sidste sommer. Gasmotoren omdanner spildevandsslam til elektricitet, og på den måde kan renseanlægget nu producere en stor mængde strøm til eget forbrug.
”Vores slam er guf at lave gas af,” siger driftsleder i Hørsholm Vand ApS, Tom Bruunbjerg Jespersen:
”Fra vores to store rådnetanke siver der metangas via en gasballon til biogasmotoren, som omdanner gassen til elektricitet. Samtidig bruger vi varmen fra motoren til at opvarme vores egne bygninger. Det giver os en stor økonomisk fordel. Men mindst lige så vigtigt er det, at det miljømæssigt er særdeles fornuftigt. Det er grøn strøm, og den ligger lige uden for vores dør.”