Fortsæt til indhold

Døde fisk får kommunen op i gear

Pas på, når du algebehandler lyder opfordringen fra Kolding Kommune

Samfund
Susie Jessen

I kølvandet på forureningssagen fra Almind ved Kolding, hvor fisk og padder i to søer har måttet lade livet på grund af forurening fra algerensning på nærliggende tage, kommer Kolding kommune nu med en advarsel om at bruge algerens, der ikke er godkendt til formålet, som det er sket i Almind.
“Ud fra de oplysninger, som vi har fået fra det firma, der stod for algebehandlingen, kan vi konstatere, at der formentlig er brugt et middel, som ikke er godkendt til formålet. Vi arbejder derfor ud fra en teori om, at en del af kemikalierne er skyllet ud i kloaksystemet og videre ud i søerne,” oplyser miljøtekniker Sten Bøgild Frandsen, Kolding Kommune.
Han opfordrer til, at man er ekstra vågen, når man skal have sit tag renset - både hvis man får professionelle til det, og hvis man gør det selv.
“Hvis man hyrer et firma til at rense sit tag, er det vigtigt, at man spørger grundigt ind til, om det brugte middel er miljøgodkendt. Hvis man selv renser sit tag med kemikalier, skal man læse etiketten omhyggelig og sørge for, at midlet er godkendt til tagrensning,” understreger Sten Bøgild Frandsen.
Sagen fra Almind er politianmeldt og er i øjeblikket ved at blive undersøgt.