Fortsæt til indhold

Venstre tager fejl i analyse

Cevea har kontaktet avisen for at tilbagevise Venstres tolkning af firmaets talanalyse

Samfund
Jens Patrick Thiede

"Hvis de havde haft ret, havde vi haft et problem. Men deres udlægning er en fejlfortolkning af vores tal. Hvis man vil råbe af dommeren, skal man kende reglerne..."
Sådan lyder ordene fra analysechef Jens Jonatan Steen fra tænketanken Cervea som reaktion på, at han og kolleger havde læst et indlæg på lokalavisen.dk/halsnæs.
Heri bragte Halsnæs Avis en kommentar fra borgmester Steen Hasselriis samt hans partikollega og formand for Udvalget for Skole, Familie og Børn i Halsnæs Kommune, Hanne Kjær Knudsen.
De to lokalpolitikere afviste rigtigheden af Ceveas undersøgelse, der havde stemplet Frederiksværk Gymnasium som lukningstruet, hvis nye adgangskrav skulle blive indført.

Opererer med begge tal

Cevea forklarer sig således:
"Venstrefolkenes kritik bygger simpelthen på en fejllæsning af vores analyse, da vi både opererer med gennemsnitstal for samtlige af kommunens folkeskoleelevers afgangsprøver, men også med de faktiske karakterer fra folkeskolen, som de elever der reelt går på de 15 nævnte gymnasier har - tal som Venstrefolkene ellers skyder os i skoene ikke at have med, og som de bruger som argument for at afvise vores konklusioner som fejlagtige."
Hasselriis havde givet udtryk for, at "det hele er baseret på helt forkerte tal," mens Hanne Kjær mente, at "datagrundlaget, undersøgelsen fra Cevea bygger på, er forkert. Og dermed falder alle undersøgelsens konklusioner til jorden."