Fortsæt til indhold

Påkørsel kan være bande-relateret

Nordsjællands Politi vil på nuværende tidspunkt hverken be- eller afkræfte, at en påkørsel af en 33-årig mand tirsdag aften på Lyngevej i Ganløse har tilknytning til den igangværende bandekonflikt

Samfund
Kenneth Tanzer

En 33-årig mand blev tirsdag aften cirka klokken 18.00 påkørt af en bil på Lyngevej i Ganløse.
Manden var ved at stige ud af sin bil, da han pludselig blev ramt af en modkørende bil, hvor bilisten valgte at køre fra stedet efter påkørslen.
Den 33-årige mand slap med et brækket håndled, mens hans køretøj fik nogle buler.
Senere på aftenen kunne politiet anholde en 30-årig mand mand i København, ligesom hans bil blev bragt til tekniske undersøgelser.
Hos Nordsjællands Politi vil man i skrivende stund ikke udelukke, at påkørslen var med vilje.
Man vil heller ikke afvise, at episoden kan have tilknytning til den igangværende bandekonflikt mellem Hells Angels og Satudarah MC.

Opmærksom på konflikt

"Jeg kan hverken be- eller afkræfte, at den påkørte har forbindelse til bandemiljøet. Vi er dog opmærksomme på konflikten, der udspiller sig i bandemiljøet netop nu," siger Morten Kaare Pedersen, efterforskningsleder hos Nordsjællands Politi.
"Vi er i øjeblikket ved at undersøge hele optrinnet, og vi kigger også på hvilken tilknytning, som parterne eventuelt kan have til forskellige grupperinger. De ting skal vi have fastlagt, inden vi kommer med udmeldinger om relationer til det ene og det andet," siger Morten Kaare Pedersen.
Han understreger, at den anholdte meget vel kan se frem til en varetægtsfængsling.
"Kan vi knytte hændelsen sammen med køretøjet og den anholdte person, så vil han blive fremstillet med henblik på varetægtsfængsling, men foreløbig er vi stadig ved at undersøge de nærmere detaljer," siger Morten Kaare Pedersen til Lokalavisen Egedal.