Fortsæt til indhold

15.000 bier laver honning på toppen af Aros

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Med gule klumper på bagbenene flyver bierne ind på restauranten på toppen af Aros.
De har samlet pollen og suget nektar fra byens blomster. Nu omdannes det til honning på det lille bistade, som kunstmuseet har fået installeret.
Gennem to små glasruder og et glasrør, kan gæsterne følge med i de ca. 15.000 biers konstante faren frem og tilbage.
Om få uger vil restaurantens gæster kunne smage de travle biers produktion, vurderer køkkenchefen.
"Vi vil gerne give gæsterne en anderledes oplevelse. Her bliver de vidner til produktionen af honning. Vi kan godt bare servere en tallerken kød, men det er vores erfaring, at folk gerne vil betale for at få historien med også," siger Bjørn Madsen, der er køkkenchef på Art Restaurant.

Plukker urter fra skoven

Museums-restauranten arbejder i det hele taget på at bruge så mange lokale råvarer som muligt i deres køkken.
"Jeg tager f.eks. ofte en tur ud til stranden eller ud i skoven for at hente planter og urter," siger Bjørn Madsen.
Og på skærebrættet har køkkenchefen også planer om en form for urban gardening på toppen af museet.
"Det er sådan noget, jeg går og overvejer, om vi kan realisere. Jeg kan rigtigt godt lide ideen om at sige: Det, I får at spise, det er dyrket lige her," siger Bjørn Madsen.
Foreløbig får gæsterne snart egenproduceret honning. I går forøgede biavler Jon Hansen bi-familien.
"Det tør vi godt nu. Det er mig bekendt første gang, at man ser et indendørs bistade på en restaurant. Så vi er startet forsigtigt."
Han garanterer, at kvaliteten er god.
"Den honning, bierne producerer, er et 100 pct. naturprodukt og indeholder ikke spor af forurening. Bierne har en god honning-mave, der renser nektaren," siger Jon Hansen.

Bistadet i restauranten på Aros er meget diskret gemt bag en hvid væg med to små ruder.

Få bier kan slippe løs

Sikkerheden er der også tænkt på. Bistadet åbnes således aldrig i restauranten.
Sker der noget med glasrøret, er der en automatisk mekanisme, som sikrer, at resten af bistadet lukkes ned, så antallet af bier, der i så fald vil blive sluppet løs på museet er meget begrænset.
Der er planer om at udvide bistadet efterhånden som honningproduktionen for alvor kommer i gang.