Fortsæt til indhold

Kunst skal fjernes fra 'Herman Stillings Hus'

Det skal ske inden huset sælges

Samfund
Af Michael Braunstein

'Herman Stillings Hus' kaldes ejendommen Rådhusvej 4 i Allerød - og med god grund: Her har kunstneren Herman Stilling boet med sin familie. Nu skal ejendommen sælges, men inden skal kunsten i huset fjernes og bevares, og hvordan dét skal ske, skal Kultur- og Idrætsudvalget beslutte på sit møde 2. juni.

Kommunens ejendom Rådhusvej 4 har i en årrække været anvendt som daginstitution og SFO. Og siden december 2013 har Børnesprogskolen været i huset. Økonomiudvalget besluttede 8. april 2014 at udbyde ejendommen til salg og at flytte Børnesprogskolen til andre ledige lokaler i kommunen, og samtidig besluttede Økonomiudvalget at nedtage Herman Stillings kunst fra huset inden salg.

Herman Stilling (1925-1996) har sammen med sin familie malet flere af fliserne på husets to badeværelser.

Herman Stilling - der var maler, grafiker og forfatter - er kendt for en eventyrlig billedverden, især for sine skildringer af trolde. Et andet gennemgående motivvalg i hans kunst er møbelben, og netop disse motiver er at finde blandt de malede fliser i ejendommen Rådhusvej 4, oplyses det i udvalgets dagsorden.

Udover Herman Stilling selv har hans børn malet nogle fliser, og det samme har hans bror, Ken André Stilling (f. 1945), som også er billedkunstner.

I dagsordenen oplyses det, at Forvaltningen har taget kontakt til den murer, der tidligere har flyttet kommunens relief med byvåbnet fra den gamle byrådssal. Mureren vurderer, at der er muligt at nedtage fliserne, men selv ved yderste forsigtighed kan der ikke garanteres, at en flise ikke kan knække.

Efter fliserne er nedtaget vil de blive renset. Derefter vil de blive monteret i mindre rammer a la relieffer, der er tilpasset de enkelte flisemotiver. En smed tilpasser rammer til reliefferne, så det er muligt at hænge fliserne op på passende sted.

Flise-reliefferne kan eventuelt ophænges i det nye bibliotek og aktivitetshus eller på Allerød Musikskole, foreslås det.

Det vurderes, at flisernes har lokalhistorisk værdi og en ophængning af flisereliefferne skal ske samlet, da værdien i værket først kommer rigtig til sin ret ved at blive udstillet samlet og som et udstillingsværk over Herman Stilling og familiens hus i Allerød Kommune.

Forvaltningen anbefaler, at flisemotiverne nedtages fra de to badeværelser, da de har lokalhistorisk værdi, at nedtagning og afrensning af fliserne finansieres af salgssummen fra ejendommen, at montering af fliserne i enkeltstående relieffer finansieres af Kultur- og Idrætsudvalgets pulje til kulturfremmende aktiviteter, og at reliefferne ophænges som et samlet udstillingsværk i det nye bibliotek og aktivitetshus.